- Project Runeberg -  Bjørnstjerne Bjørnsons Fortællinger /
95

(1907) [MARC] Author: Bjørnstjerne Bjørnson
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Synnøve Solbakken - Andet kapitel

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

^ SYNNØVE SOLBAKKEN

ender dog altid med, at det var kirkeklokkerne, som lød; han
husker sig om, og finder tilsist en halv salmestub, han kan;
den synger han med foldede hænder og et langt øje ned i dalen,
siger så en liden bøn ovenpå, springer op, er glad og støder i
luren, så det skralder i fjældene.

Her i de stille fjælddale har endnu kirken sin særskilte
tale til enhver alder, sit eget syn for ethvert øje; meget kan
ha bygget imellem, men aldrig noget over. Den står voksen
og færdig for konfirmanden, - med oprakt finger, halvt
truende, halvt vinkende, for ynglingen, som har gjort sit valg, -
bredskuldret og stærk over mandens sorg, - rummelig og mild
over oldingen, som er træt. Midt under gudstjenesten indledes
og døbes de små børn, og det er bekjendt nok, at under denne
handling er andagten størst.

Man kan derfor ikke tegne norske bønder, fordærvede eller
ufordærvede, uden et eller andet sted at støde sammen med
kirken. Det vil synes en ensformighed; men det er måske
ikke den værste. Dette være sagt en gang for alle og ikke
netop for det kirkebesøgs skyld, som her kommer.

Thorbjørn var glad til turen og synet, og fik forunderlig
mange farver i øjnene udenfor kirken, følte den stilhedens
tyngde, som lå over alle og alt indenfor, da messen endnu ikke
var begyndt; og skjønt han selv ikke huskede at bøje hodet,
da bønnen blev læst, var det dog som bøjet ved synet af flere
hundre bøjede hoder. Sangen gik, og alle sang på en gang
omkring ham, så det blev ham næsten forfærdeligt. Så
hen-sunken sad han, han skvat op som af en drøm, da deres stol
sagte blev åbnet for en, som trådte ind. Efter endt sang tog
faderen hin mand i hånden og spurte: "Står det godt til på
Solbakken?"

Thorbjørn fik øjnene op; men hvorledes han så eller ikke
så, var der liden forbindelse mellem denne mand og noget
slags troldom. Det var en mild, lyslet mand med store, blå
øjne, høj pande og høj i sædet; han smilte, når en talte til
ham, og sagde ja til altsammen, Sæmund sagde, men var ellers
fåtalende. - "Der kan du få hende Synnøve at se," sagde
faderen, idet han ludede sig ned til Thorbjørn, tog ham på
knæ og pegte over i den lige overfor værende kvindfolkestol.
Der stod en liden pige på knæ oppe bå bænken og så ud over
rækværket; hun var endnu lysere end hin mand, så lys, at han
aldrig havde set magen. Hun havde røde flaggerbånd i huen,
hvidgule hår indunder og lo nu over til ham, så han en lang

S^P- 95

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Tue Nov 12 12:14:40 2019 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/bjorfort/0113.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free