- Project Runeberg -  Bjørnstjerne Bjørnsons Fortællinger /
96

(1907) [MARC] Author: Bjørnstjerne Bjørnson
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Synnøve Solbakken - Andet kapitel

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

SYNNØVE SOLBAKKEN

stund ikke kunde se på andet end hendes hvide tænder. Hun
holdt en skinnende salmebog i den ene hånd og et sammenlagt
rødgult silketørklæde i den andre og morede sig nu med at
slå lommetørklædet på salmebogen. Jo mere han stirrede, des
mere lo hun, og han vilde også stå på bænken ligesom hun.
Så nikkede hun. Han så en stund alvorlig på hende; så nikked
han. Hun lo og nikkede en gang til; han nikkede atter, og en
gang til, og endnu en gang. Hun lo, men nikkede ikke
mere, - før om lidt, da han atter havde glemt det, så
nikkede hun.

"Jeg vil også se!a hørte han bag sig - og følte i det samme
en drage ham efter benene ned på gulvet, så han var nær ved
at falde; det var en firskåren liden en, som nu arbejdede sig
tappert op i hans sted; han havde også lyst, men stridt hår og
en but næse. Aslak havde nok lært Thorbjørn, hvorledes de
slemme gutter, han mødte i kirke og skole skulde tages;
Thorbjørn kneb derfor gutten bag, så han vilde til at skrige, men
holdt inde og kravlede i dettes sted meget fort ned igjen af
bænken og tog Thorbjørn i begge øren. Denne greb fat i hans
lug og satte ham ind under sig; hin skreg endnu ikke, men
bed Thorbjørn i låret; Thorbjørn trak det tilbage og satte hans
ansigt lige lukt i gulvet. Da blev han selv taget i trøjekraven,
og løftet op som en halmsæk, - det var faderen, som satte
ham i fang. "Var det ikke i kirken, fik du prygl," hviskede
han ham ind i øret og trykkede hans hånd, så det sved lige
ned i foden. Han huskede på Synnøve og så over; hun stod
der endnu, men så stirrende og fortabt, at han begyndte at ane,
hvad han havde gjort, at det måtte være noget rigtig galt. Så
snart hun mærkede, at han så på hende, krøb hun ned af
bænken og var ikke mere at se.

Der kom klokker, der kom præst frem: han hørte og så
vel på dem; der kom atter klokker og atter præst, - men
endnu sad han der på fadereris fang og tænkte: skal hun ikke
snart se op igjen? Hin kar, som havde trukket ham ned af
bænken, sad på en skammel længre inde i stolen, og hver
gang han vilde rejse sig, fik han et puf i ryggen af en gammel
en, som sad og dubbede, men vågnede regelmæssig hver gang
hin gjorde mine til at rejse sig. "Skal hun ikke snart se op
igjen," tænkte Thorbjørn, og hvert rødt bånd, som han så røre
sig rundt omkring, mindede om dem, hun havde, og hvert
til-staset billede i den gamle kirke var enten netop så stort eller
lidt mindre end hun. Jo, der stak hun hodet op; men straks

96

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Tue Nov 12 12:14:40 2019 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/bjorfort/0114.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free