Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Synnøve Solbakken - Andet kapitel - Tredje kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
SYNNØVE SOLBAKKEN
på Solbakken. Han så op til loftsvinduet og smilte til, hvad
Synnøve nu i morgenstunden vilde tænke. Det var blevet
dygtig lyst, fuglene holdt allerede et forfærdeligt spektakel,
hvorfor han hævede sig over rækværket og skyndte sig hjem. Så
skulde da ingen kunne sige, det var ham, som havde været
over og plantet blomster i Synnøve Solbakkens have.
TREDJE KAPITEL.
Snart blev mangehånde fortalt i bygden; men ingen vidste
noget med sikkerhed. Aldrig blev Thorbjørn tiere set på
Solbakken, efter at de begge var konfirmerede, og det var dette,
folk mindst kunde forstå. Ingrid kom ofte over; Synnøve og
hun gik da gjærne en tur i skogen;o- "bliv ikke for længe
bortea, ropte moderen efter dem. "Å nej!a svarede Synnøve
- og kom ikke hjem før i kvældingen. De to friere meldte
sig på ny. "Hun får selv være om det," sagde moderen,
faderen mente det samme. Men da Synnøve blev taget afsides
og spurgt, fik de afslag. Der meldte sig også flere, men ingen
hørte om, at de bar lykken med sig hjern fra Solbakken.
Engang hun og moderen stod og skurede nogle meikeringer,
spurte moderen, hvem hun egentlig tænkte på. Det kom så
hastig over Synnøve, at hun blev rød. "Har du givet nogen
noget løfte?" spurgte hin igjen og så sikkert på hende. "Nej,"
svarede Synnøve rask. Da blev der ikke tale mere om den
ting.
Da hun var det beste gifte, folk vidste af at sige, så var
det lange øjne, som fulgte hende, der hun gik ved kirken, det
eneste sted, hun var til at se foruden i hjemmet; hun fandtes
nemlig ikke ved nogen dans eller anden lystighed, såsom
forældrene var haugianere. Thorbjørn sad lige over for hende i
kirkestolen, men de taltes aldrig ved, så vidt folk kunde mærke.
Så meget tyktes hver og en alligevel at vide, at der måtte være
noget imellem dem, og da de ikke omgikkes hinanden på samme
vis som andet ungt kjærestefolk i dalen, begyndte man at sige
mangt og meget. Thorbjørn blev ligesom ikke videre likt.
Han følte det nok selv; ti han lagde vel hårdt frem, hvor flere
var sammen, således ved danse og i bryllup; og hændte det da,
at han en og anden gang gik sig bent frem i et slagsmål. Her-
^& 103
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
