Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Synnøve Solbakken - Tredje kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
med sagtnede det dog, efterhvert som flere lærte, hvor stærk
han var; Thorbjørn vænnede sig derfor tidlig til ikke at tåle,
at nogen stod vel meget i vejen for ham. - "Nu er du
kommen på din egen hånd," sagde Sæmund, far hans; "husk dog
endnu på, at min kanske er stærkere end din!"
Høst og vinter gik, våren kom, og endnu vidste folk intet
bestemt. Der for så mange rygter rundt om de afslag, Synnøve
havde uddelt, at hun halvvejs blev gående som for sig selv.
Men Ingrid fulgte hende; de to skulde drage til sæters sammen
i år, da Solbakkefolket havde kjøbt part i Granlidsæteren.
Man hørte Thorbjørn synge oppe i lierne; ti han lagede et og
andet til for dem.
En vakker dag, da det alt lakkede mod kvælden, og han
var færdig, satte han sig hen og tænkte på et og andet. Det
var nok mest, hvad der taltes om i bygden, han tænkte på;
han lagde sig på ryggen hen i det røde og brune lyng, og
med hænderne opunder hodet gav han sig til at stirre op i
himlen, som den gik der blå og skinnende bag de tætte
trækroner. Det grønne løv og bar flød ud over den i en
skjæl-vende strøm, og de mørke grene, som skar igjennem, gjorde
sælsomme, vilde tegninger deri. Men himlen selv var kun til
at se, når et blad blaffede til side; længer borte, mellem
de kroner, som ikke nådde hverandre, brød den frem som
en bred elv i lunefulde svingninger og løb henover. Dette
stemmede hans sind, og han begyndte at tænke på det, han
så.–––-
–––-Birken lo atter med tusen øjne op til granen, furuen
stod der med taus foragt og stirrede med sine pigger til alle
sider; ti efterhvert som luften blev mere kjælen, kviknede
flere og flere syglinger til, rendte i vejret og stak det friske
løv op i næsen på furuen. "Montro, hvor I var i vinter?"
spurte furuen, viftede sig og svedte harpiks i den utålelige
hede. "Det er næsten for galt! - så langt mod nord - fuj!"
Men så var der en gammel, gråskallet furu, som så op over
alle de andre, kunde endda bøje en fingerrig gren næsten
lodr-ret ned og ta en dristig løn i dens øverste hårtot, så den skalv
lige ned i knæerne. Denne favntykke furu havde menneskene
kvistet altid længer og længer opover, til den engang, træt og
kjed af det, med et skjød sådan tilvejrs, at den spinkle gran
ved siden blev ræd og spurte den, om den også huskede
vinterstormene. "Om jeg husker dem?" sagde furuen og daskede
den ved hjælp af nordenvinden således om ørene, at den ikke
104 .Q*?
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
