Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Synnøve Solbakken - Tredje kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
var langt ifra at tabe sin holdning, og det var ilde nok. Den
storlemmede, mørkladne furu havde nu sat en så vældig fod
i jorden, at tæerne stak op en 6 alen ifra den og var endda
tykkere end omkring det tykkeste af seljen, hvad denne med
undseelse en kvæld hviskede til humlen, som forelsket spandt
sig opover den. Den skjæggede furu var sig sin vælde
bevidst og mælte til menneskene, idet den højt over deres
evner jagede gren på gren ud i den vilde luft: "Kvist mig, om
I kan!"
"Nej, de kan ikke kviste dig!" sagde ørnen, nedlod sig
nådig, lagde sine vinger sammen med anstand og pudsede noget
usselt fåreblod af sine fjær. - Jeg mener, jeg beder
dronningen sætte sig her, jeg; - hun har nogle æg, hun skal
kaste," tilføjede den sagtere og så ned på sine skallede ben;
ti den var skamfuld over, at der kom flyvende en del milde
erindringer fra hine tidligste vårdage, hvori man blir halvtosset
over den første solvarme. Snart hævede den igjen hodet og
stirrede under de fjærskyggede bryn op i de sorte urer, om
dronningen ikke skulde sejle der etsteds, ægtung og lidende.
Afsted satte den, og furuen kunde snart se parret oppe imod
den klare, blå luft, hvor de sejlede i lige linje med den højeste
fjældtop og afhandlede sine huslige anliggender. Det var ikke
frit, at den var lidt urolig; ti så gild den end følte sig, var det
dog endnu gildere at få et ørnepar at vugge. De kom begge
ned, og lige til den! De talte ikke til hverandre, men gav sig
ifærd med at hente kvist. Furuen videde sig, om muligt,
endnu mere ud, - der var da heller ingen, som kunde hindre
den deri.
Men mellem den øvrige skog blev der vel en travel snak,
da de så, hvad ære der var overgåt storfuruen. Der var
således en liden, tækkelig birk, som stod og spejlede sig over en
dam og trodde, at den havde ret til at vente lidt elskov af en
gråhvid linerie, der havde for vis at sove middag i den. Den
havde duftet linerlen lige op i næbbet, klæbet småkryb fast til
bladene sine, så de var lette nok at fange; ja tilsist havde den
i heden bygget og bøjet sammen et tæt, lidet grenhus, tækket
med friske blade, så linerlen virkelig var på vej til at indrette
sig der for sommeren. Nu derimod: ørnen havde sat sig fast
i storfuruen, og væk måtte den. Det var vel en sorg! Den
sang en trillende afskedssang, men ganske sagte, for at ørnen
ikke skulde mærke det.
Bedre gik det ikke nogle småspurve borti et orekjær. De
^ 105
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
