Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Synnøve Solbakken - Tredje kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
! SYNNØVE SOLBAKKEN
sig som en gutunge og sagde derfor også, da han ikke kunde
finde noget andet: "Jeg beder dig om forladelse." Men da
brast hun ud i virkelig gråd. Det kunde han ikke tåle-, men
gik hen og tog hende om livet og ludede sig nedover hende:
"Holder du også rigtig af mig, Synnøve?" - "Ja," hulkede
hun. - "Men du er ikke lykkelig ved det?"- Hun svarede
ikke. "Men du er ikke lykkelig ved det?" gjentog han. Hun
gråt nu mere end nogensinde og vilde drage sig undaf.
"Synnøve!" sagde han og tog fastere om hende. Hun lagde sig op
til ham og gråt meget.
"Kom, vi skal tale lidt sammen," sagde han, og han hjalp
hende at sætte sig i lynget; selv satte han sig ved siden. Hun
tørrede sine øjne og forsøgte på at smile; men det vilde ikke
gå. Han holdt en af hendes hænder og så hende ind i
ansigtet. "Kjære, hvorfor kan jeg ikke komme over på Solbakken?"
- Hun taug. "Har du aldrig bedt herom?" - Hun taug.
"Hvorfor har du ikke det?" spurte han og drog hendes hånd
nærmere til sig.–––– "Jeg tør ikke," sagde hun ganske
sagte.
Han blev mørk, trak den ene fod lidt til sig og lænede
albuen til knæet, idet han lagde sit hode i hånden.–––-"På
denne måde kommer jeg vel aldrig derover," sagde han
endelig. I stedet for svar begyndte hun at rykke lynget op. "Å ja
- jeg kan ha gjort mange ting, - som - ikke var, som de
burde.–––-En måtte dog bære lidt over med mig.–––-
Jeg er ikke ond (han stansede en stund), jeg er også ung endnu
- lidt over 20 år - jeg;"–––-han kunde ikke fuldføre
straks. - "Men den, som holdt rigtig af mig," sagde han igjen,
- - "måtte dog," og her stansede han rent. Da hørte han
ved siden af sig dæmpet: "Du skal ikke tale slig; - - du
ved ikke, hvor meget en–––-jeg tør ikke engang sige Ingrid
det - (og så igjen i stærk gråd) - jeg–––-lider–––-så
meget!" Han slog armen om hende og trak hende tæt til sig.
"Tal til dine forældre," hviskede han, "og du skal se, alting
blir godt." - "Det blir, som du vil," hviskede hun. - "Som
jeg?" Da vendte Synnøve sig og bøjede sin arm om hans
hals. "Holdt du såpas af mig, som jeg af dig!" sagde hun
meget inderlig og med et forsøg til smil. - "Og det gjør jeg
ikke?" sagde han blidt og sagte. - "Nej, nej; du tar intet råd
af mig; du ved, hvad der fører os sammen, men du gjør det
ikke. Hvorfor gjør du det ikke?" - Og da hun var
kommen i vej med at tale, så sagde hun i samme fart: "Herre
S^gl 109
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
