Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Synnøve Solbakken - Femte kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
SYNNØVE SOLBAKKEN
begyndte på ny at gi sig lidt, da det nok gjorde ondt for
brystet. Det var, som dette også gjorde hende ondt; ti hun sagde:
"Det er nok tungt for dig nu, – men - vi var vel aldrig
komne til at tale med hinanden, vi, var ikke dette kommet
imellem. Den gang du slog til Knud, forstod jeg dig først."
- "Jeg kunde ikke bære det længer," sagde han, - og så en
stund efter: "Knud er ond." - "Han er ikke god," sagde
søsteren.
De taug en stund, så sagde han: "Jeg undrer mig på, om
jeg nogen tid blir god igjen. Å ja, det kan nu også være det
samme." - "Har du det ondt, har jeg det værre," og herpå
fulgte stærk gråd. "Går du?" spurte så han. - "Ja," blev
der svaret, og derpå: "Å jøje, jøje mig, hvad liv dette skal
bli!" - "Gråt ikke så," sagde han; "vorherre gjør nok snart
ende på det for mig, og da skal du se, det også blir bedre
for dig." - "Jesus, Jesus, at du ikke talte!" ropte hun med
tilbageholdt stemme, og som om hun vred sine hænder;
Thorbjørn trodde, hun gik i det samme eller ikke var i stand til at
tale på længe; ti han hørte en stund intet og gik.
Den første, den beste, Thorbjørn traf i gården, spurte han:
"Hvad kom der imellem Lars Spillemand og Knud Nordhaug?"
- "Ha? Mellem dem? Jo, - " sagde Per Husmand og trak
ansigtet sammen, som vilde han gjemme noget i folderne; "du
kan nok spørge om det, for det var lidet nok; han Knud spurte
bare Lars, om felen hans gav god klang i dette bryllup." I det
samme gik bruden forbi dem; hun havde ansigtet bortvendt,
men da hun hørte Lars nævne, vendte hun det og vidste dem
et par store og røde øjne, der så usikkert; men ellers
varansigtet meget koldt, så koldt, at Thorbjørn ikke kjendte hendes
ord igjen i det. . Begyndte han da at skjønne mere.
Længre frem i gården stod hesten og ventede; han satte
sin pinde fast og så sig om efter brudgommen for at ta afsked.
Han havde ikke lyst til at søge ham, så næsten helst, at han
ikke kom, og satte sig derfor op. Da begyndte det at støje og
rope fra venstre side af gården, der borte, hvor laven lå. Det
var et helt følge, som drog ud fra laven; en stor mand, som
gik foran, ropte: "Hvor er han? - Har han gjemt sig? -
Hvor er han?" - "Der, der!" sagde nogle. - "Lad ham ikke
komme did," sagde andre; "det blir bare ulykke af det." -
"Er det Knud?" spurgte Thorbjørn en liden gut, som stod ved
siden af vognen hans. "Ja, han er fuld, og da vil han altid
slås." - Thorbjørn sad alt på læsset og slog nu på hesten. -
122 <%3
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
