- Project Runeberg -  Bjørnstjerne Bjørnsons Fortællinger /
125

(1907) [MARC] Author: Bjørnstjerne Bjørnson
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Synnøve Solbakken - Femte kapitel

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

^SYNNØVE SOLBAKKEN

anden vel havde svigtet, men dette var en god ryg; Thorbjørn
flyttede med ham, folk veg, men han kom efter rned ham, og
således bar det rundt den hele gård, indtil de kom op under
trappen, hvor han hivde ham endnu engang i vejret og truede
ham ned, så knæerne gav efter, og Knud langs over stenhellen,
så det sang i ham. Han blev liggende stilt, gav et dybt støn
fra sig og lod øjnene synke i; Thorbjørn rettede sig og så op;
hans øjne faldt lige på bruden, der stod ubevægelig og så på.
"Tag noget og læg op under hodet på ham," sagde hun, vendte
sig om og gik ind.

To gamle koner gik forbi; den ene sagde til den anden:
"Herre gud! der ligger en igjen; hvem er nu dette?" En mand
svarede: "Han Knud Nordhaug." Da sagde den anden kone:
"Så kanske der liver på med slagsmålene herefterdags. De måtte
da også ha andet at bruge sine kræfter til." - "Der så’ du
et sandt ord, Randi," mente hin; "vorherre hjælpe dem så
langt frem, at de kan se forbi hverandre og hen til noget
mere."

Dette faldt Thorbjørn underlig på sindet; han havde ikke
sagt et ord, men stod der endnu og så på dem, som stellede
med Knud; - flere talte til ham, men han svarede ikke. Han
vendte sig fra dem og faldt i tanker. Synnøve kom frem i
dem, og han blev meget skamfuld. Han tænkte på, hvad
forklaring han skulde gi, og han tænkte på, det var ham nok ikke
så let at slutte, som han engang trodde. I det samme hørte
han bag sig: "Vogt dig, Thorbjørn!" men før han fik vende
sig, var han grebet ved skuldrene bagfra, blev bøjet ned og
følte ikke noget mere uden en stikkende smerte, hvis sted han
ikke rigtig kjendte. Han hørte stemmer omkring sig, fornam,
at de kjørte, trodde selv stundom, at han kjørte, men vidste
det ikke bestemt.

Dette varede meget længe, det blev koldt, snart igjen varmt,
og da så let for ham, så let, at han syntes at svæve, - og nu
forstod han det: han båres af trætoppene, fra den ene til den
anden, så han kom op i lien, højere op, - på sæteren, endnu
højere op, - lige på det højeste fjæld; der bøjede Synnøve
sig ned over ham og gråt og sagde, at han skulde ha talt.
Hun gråt meget og mente, at han dog selv havde set,
hvorledes Knud Nordhoug gik i vejen for ham, bestandig i vejen
for ham, og så måtte hun jo ta Knud. Og så klappede hun
ham mildt ned ad den ene siden, så det blev varmt der, og
gråt, så skjorten på det sted blev våd. Men Aslak sad på hug

125

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Tue Nov 12 12:14:40 2019 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/bjorfort/0143.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free