- Project Runeberg -  Bjørnstjerne Bjørnsons Fortællinger /
134

(1907) [MARC] Author: Bjørnstjerne Bjørnson
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Synnøve Solbakken - Sjette kapitel

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

SYNNØVE SOLBAKKEN

"Ja, det er en dårlig trøst/’ sagde nu Synnøve og gråt sårt.
Moderen havde ikke rigtig hjerte til at svare hende, hvad hun
tænkte; så sagde hun blot: "Vorherre selv bestemmer mange
ting for os på en synlig måde; det har han vel gjort her med,"
og så rejste hun sig, ti kjørene begyndte at raute oppi åsen,
klokkerne klang, gutterne hankede, og det drog langsomt
nedover, da kjørene vare mætte og rolige. Hun stod og så til, bad
så Synnøve være med op og ta mod dem. Synnøve rejste sig
nu også og kom efter; men det gik langsomt.

Karen Solbakken fik nu travelt med at hilse på sin buskap.
Der kom den ene ko efter den anden, og de kjendte hende
og rautede; hun klappede dem, og blev glad igjen ved at se,
hvor godt de havde taget sig allesammen. "Å ja," sagde hun;
"vorherre er den nær, som holder sig nær til ham." Hun
hjalp nu Synnøve med at sætte dem ind; ti det gik sent med
Synnøve den dag. Moderen sagde ingenting dertil; hun hjalp
hende også med at mælke, skjønt hun derved blev længer
deroppe, end hun havde foresat sig. Da de nu også havde silet,
lagede moderen sig til at ta nedover igjen, og Synnøve vilde
følge hende på vej. "Å nej," sagde moderen; "du er kanske
træt og vil være i fred," og så tog hun da den tomme løp til
sig, gav hende hånden og sagde, idet hun så sikkert på hende:
"Jeg kommer snart op igjen for at se, hvorledes du har det.
–––-Hold du dig til os og tænk ikke på andre!"

Neppe var moderen kommen af syne, før hun tænkte på,
hvorledes hun skulde få snarest bud ned til Granliden. Hun
kaldte på Thorbjørns bror; hun vilde sende ham nedover; men
da han kom, fandt hun det var lejt at betro sig til ham, sagde
derfor: "Det var ingenting." Hun tænkte da på at gå selv.
Vished måtte hun ha, og det var synd af Ingrid, som ikke
sendte hende bud. Natten var ganske lys, og gården låjkke
så langt nede, at hun nok kunde gå den vej, når sligt ~drog
derned. Mens hun sad og tænkte på dette, lagde hun sammen
i tankerne alt det, moderen havde sagt, og gråden begyndte på
ny; men da var hun heller ikke sen, tog på sig et tørklæde
og gik en krogvej, for at gutterne ikke skulde mærke det.

Jo længer hun kom frem, jo mere skyndte hun på, og
tilsist hoppede hun ned ad gangstien, så småstenene løsnede,
rullede nedover og gjorde skrøk. Skjønt hun vidste, at det var
bare stenene, som rullede, forekom det hende dog, at der var
nogen i nærheden, og hun måtte stanse og lye efter. Så var
det ingenting, og hun hoppede afsted fortere end før; da hændte

134 &3

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Tue Nov 12 12:14:40 2019 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/bjorfort/0152.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free