- Project Runeberg -  Bjørnstjerne Bjørnsons Fortællinger /
135

(1907) [MARC] Author: Bjørnstjerne Bjørnson
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Synnøve Solbakken - Sjette kapitel

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

g^^J^§ SYNNØVE SOLBAKKEN

det sig, at hun med et stærkt hop kom ned på en større sten,
som stak frem i vejen med den ene ende, men nu løsnede,
for afsted og forbi hende. Den gjorde svær støj, det knagede
i buskene, og hun var ræd, men blev det endnu mere, da hun
livagtig syntes, det var nogen, som rejste sig og rørte sjg længre
nede på vejen. Først tænkte hun, det kunde være et udyr,
hun stansede med tilbageholdt ånde: hin nede på vejen stod
også stille. "Ho-i!" sagde det. Det var moderen. Det første,
Synnøve gjorde, var at springe hen og gjemme sig. Hun sad
en god stund for at vente og se, om moderen havde kjendt
hende igjen og kom tilbage; men det gjorde hun ikke. Så
ventede hun endnu længer, for at moderen kunde komme godt
af veien. Når hun nu tog afsted igjen gik hun stille, og snart
nærmede hun sig husene.

Hun blev noget beklemt igjen, da hun så dem, og det tiltog,
jo nærmere hun kom. Alt var stille der, arbejdsredskaberne
stod lænet op mod væggen, ved lå hugget og stablet op, og
øksen bed fast i stabben. Hun gik forbi og hen til døren; der
stansede hun endnu engang, så omkring sig og lyede; men
intet rørte sig. Og som hun stod der og var i uvished, om
hun turde gå op på loftet til Ingrid eller ej, kom hun til at
tænke, at det måtte vel være i en slig nat for nogle år siden,
at Thorbjørn havde været over og plantet blomsterne hendes.
Hurtig tog hun skoene af sig og listede op ad trappen.

Ingrid blev meget ræd, da hun vågnede og så, det var
Synnøve, der havde vakt hende. - "Hvorledes har han det?"
hviskede Synnøve. Nu mindedes Ingrid altsammen og vilde
ta på sig for at undgå at svare straks. Men Synnøve satte sig
på sengekanten, bad hende ligge og gjentog sit spørsmål.

"Nu er det bedre," sagde Ingrid hviskende; "jeg kommer
snart op til dig." - "Kjære Ingrid, gjem ingenting for mig,
du kan intet galt sige mig, som jeg ikke har tænkt mig værre."
Ingrid søgte endnu at være skånsom, men den andens frygt
drev på, og der blev ingen tid til omveje. Hviskende faldt
spørsmålene, hviskende svarene; den dybe stilhed rundt
omkring gjorde både spørsmål og svar endnu alvorligere, så at der
blev en slig højtidelig stund, hvori man vover at se den værste
sandhed lige i øjet. Men dette syntes de begge at få ud, at
Thorbjørns skyld var liden denne gang, og at intet ondt fra
hans side skjød sig imellem ham og deres medfølelse for ham.
Da gråt begge frit ud, men stille, - og Synnøve gråt mest,
hun sad ganske sammensunken på sengekanten, Ingrid søgte

£*©. 135

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Tue Nov 12 12:14:40 2019 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/bjorfort/0153.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free