- Project Runeberg -  Bjørnstjerne Bjørnsons Fortællinger /
137

(1907) [MARC] Author: Bjørnstjerne Bjørnson
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Synnøve Solbakken - Sjette kapitel

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

SYNNØVE SOLBAKKEN

bort til grinden; der stansede hun og trak dem på, begyndte
at gå opover og skyndte sig, fordi blodet var kommet i fart.
Hun gik og småsang, og skyndte altid mere og mere på, så
hun tilsidst blev træt og måtte sætte sig. Så huskede hun
seddelen–––––-

Da buhunden gjorde støj den næste morgen, gutterne
vågnede, og kjørene skulde mælkes og slippes, var Synnøve endnu
ikke kommen.

Som gutterne stod og undrede sig på, hvor hun kunde
være, og fandt ud, at hun ikke havde ligget hele natten, -
kom Synnøve. Hun var meget bleg og stille. Uden at sige et
ord gav hun sig til at lage mad for gutterne, lagde niste ned
og hjalp siden med at mælke.

Tågen trykkede endnu de lavt liggende aser, lynget glitrede
af dug hen over den brunrøde hej, det var lidt koldt, og når
hunden gjødde, svarede det rundt omkring. Buskapen blev
sluppen; den rautede mod den friske luft, og ko på ko tog afsted ud
over raket: men der fremme sad alt hunden, tog mod dem og
mødte dem, til alle var sluppet, hvorpå også han slap dem
frem; klokkelyden dirrede hen ad åsen, hunden gjødde, så det
skar igjennem, gutterne prøvede, hvem som kunde hauke
stærkest. Fra al denne larm gik Synnøve bort og ned på det sted
på stølen, hvor Ingrid og hun plejede at sidde. Hun gråt ikke,
sad stille og stirrede og mærkede af og til hin iltre støj, som
nu fjærnede sig og flød bedre sammen, jo længre bort den
kom. Under dette begyndte hun at smånynne, derpå at synge
lidt højere og så med klar, høj stemme følgende sang. Hun
havde laget den om efter en anden, som hun havde kunnet,
fra hun var barn.

Nu tak for alt, ifra vi var små
og legte sammen i skog og lage’.
Jeg tænkte, legen den skulde gå
op i de grånende dage.

Jeg tænkte, legen den skulde gå
ud fra de løvede, lyse birke
did frem, hvor Solbakkehuse stå,
og til den rødmalte kirke.

Jeg sad og vented så mangen kvæld
og så did bort under granehejen;
men skygge gjorde det mørke fjæld,
og du, du fandt ikke vejen,

£*a 137

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Tue Nov 12 12:14:40 2019 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/bjorfort/0155.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free