- Project Runeberg -  Bjørnstjerne Bjørnsons Fortællinger /
143

(1907) [MARC] Author: Bjørnstjerne Bjørnson
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Synnøve Solbakken - Ottende kapitel

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

SYNNØVE SOLBAKKEN

tirrende strålesprøjt lige op i dets ansigt. Noget nysgjærrigt
orekrat, som nærmede sig stupet, havde nær rapet ned i
flommen, således stod det og hikkede i vandbadet; ti fossen var
ikke spar den dag.

Thorbjørn, begge hans forældre, begge hans søsken og
øvrige husfolk drog netop forbi og så på dette. Han var nu
frisk igjen og havde alt som før taget sine kraftige tag i
faderens arbejde. De to gik nu bestandig sammen, således også
her. "Der tror jeg næsten, det er Solbakkefolket, vi har lige
bag os,a sagde faderen. Thorbjørn så ikke tilbage; men
moderen sagde: "Ja, det er det også;–––men jeg ser ikke–––

jo, der langt bag." Enten fordi Granlidfolket herefter gik
fortere, eller fordi Solbakkefolket sagtnede på sig, blev der større
og større afstand mellem dem, tilsist så man neppe hverandre.
Det lod til at bli folksomt ved kirken; den lange bygdevej var
sort af folk, gående, kjørende og ridende: hestene var vælige
nu i høsttiden og lidet vante til at være sammen med flere,
hvorfor der var en knæg og en uro over dem, som gjorde
farten farefuld, men meget livlig.

Jo nærmere de kom kirken, des større støj stod der af
hestene, idet hver, som kom, skreg op til dem, som alt stod
bundne, og disse sled i tjoret, trampede om på bagbenene og
hvinene nedover mod de nykomne. Alle bygdens hunde, som
ugen lang havde siddet og hørt på hverandre og småskjændtes
og ægget hverandre, mødtes nu her ved kirken og røg lige
ihob i det voldsomste slagsmål, parvis og i stærke klumper,
ud over al mark. Folket stod stille langs kirkemuren og
husene, førte en hviskende samtale og så blot til hverandre fra
siden af. Vejen, som førte forbi muren, var ikke bred, husene
lå tæt til på den andre siden, og nu stod kvindfolkene gjærne
langs med muren, mandfolkene midt imod dem langs husene.
Først senere vovede de at gå over til hverandre, og om kjendt
folk så hverandre på afstand, lod de, som de ikke kjendtes,
før denne tid kom; - det kunde da være, at de stod så lige
i vejen for hverandre, når den ene part kom, at de ikke kunde
undgå hilsningen; men da skede den med halvt bortvendt
ansigt og knappe ord, hvorpå de gjærne drog sig til hver sin
kant. Da Granlidfolket nådde frem, blev der næsten mere
stille end før; Sæmund havde ikke mange at hilse, hvorfor
det gik ret fort frem over rækken; kvindfolkene derimod
hægtede sig straks fast og blev stående blandt de forreste. Dette
gjorde, at mandfolkene, da de skulde til at gå ind i kirken,

9*& 143

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Tue Nov 12 12:14:40 2019 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/bjorfort/0161.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free