- Project Runeberg -  Bjørnstjerne Bjørnsons Fortællinger /
146

(1907) [MARC] Author: Bjørnstjerne Bjørnson With: Moltke Moe
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Synnøve Solbakken - Ottende kapitel

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

SYNNØVE SOLBAKKEN

meget rød, moderen så hvast op til ham. Men han smilte til
hende. "Det blir nu, som vorherre vil; var det ikke så, du
sal nys?" Og han ruslede i forvejen bort over mod kirken,
de andre efter.

Ved kirkedøren var der trængsel, og da de skulde se til,
var den ikke oppe. Netop som de gik nærmere for at spørge
om årsagen, blev den åbnet, og folk gik ind; men nogle gik
også tilbage, hvorved de kommende blev adskilte. Op til
væggen stod to i samtale, deri ene høj og svær, med lyst, men
stridt hår, but næse, og det var Knud Nordhaug, som, da han
så Granlidfolket komme, stansede talen, blev lidt underlig, men
stod alligevel. Sæmund skulde nu gå lige forbi ham og lånte
ham et par øjne i det samme, men Knud slog heller ikke sine
ned, skjønt de ikke så sikkert. Nu kom Synnøve, og straks
hun så uventet fik Knud at se, blev hun ligbleg. Da slog
Knud øjet ned, løftede sig op fra væggen for at gå. Han
havde kun gjort et par skridt, da så han fire ansigter rettet
på sig, det var Guttorms, konens, Ingrids og Thorbjørns. Ret
som han var ør, gik han lige på dem, så han uden selv at
vide det snart stod ansigt til ansigt med Thorbjørn selv; det
lod, som han vilde drage sig til siden straks; men flere folk
var komne til, og det kunde ikke gjøres så let. Dette hændte
lige på stenhellen, som ligger udenfor Fagerlidkirken; oppe på
tærskelen til våbenhuset var Synnøve stanset og Sæmund
længre inde; de kunde, da de stod højere, tydelig sees af alle
udenfor og se dem. Synnøve havde glemt alt og stod og
stirrede på Thorbjørn; Sæmund ligeså, konen, Solbakkeparret,
Ingrid. Thorbjørn følte det og stod som naglet fast; men Knud
tænkte, at han her måtte gjøre nogei, og så rakte han den ene
hånd et lidet stykke frem, men sagde ingenting. Thorbjørn rakte
også sin lidt frem, men ikke således, at de kunde nå
hverandre. "Tak for -" begyndte Knud, men huskede straks, at
det ikke var nogen rigtig hilsen her, og gik et skridt tilbage.
Thorbjørn så op, og øjet traf Synnøve, der var hvid som sne.
Med et langt skridt frem og et kraftigt tag i Knuds hånd sagde
han, så de nærmeste kunde høre det: "Tak for sist, Knud;
vi kan - ha havt godt af det begge to."

Knud gav en lyd fra sig omtrent som et hik, og det var,
som han to eller tre gange forsøgte at tale; men det blev ikke
noget af. Thorbjørn havde ikke mere at sige, ventede, - så
ikke op, men bare ventede. Der faldt imidlertid ikke et ord,
og som nu Thorbjørn stod der og drejede salmebogen i hån-

146

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sat Dec 9 15:37:10 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/bjorfort/0164.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free