- Project Runeberg -  Bjørnstjerne Bjørnsons Fortællinger /
147

(1907) [MARC] Author: Bjørnstjerne Bjørnson
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Synnøve Solbakken - Ottende kapitel

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

SYNNØVE SOLBAKKEN

den, kom han til at slippe den ned. Straks bøjede Knud sig,
tog den og rakte ham den. "Tak!" sagde Thorbjørn, som selv
havde bøjet sig; han så op, men da Knud atter så ned, tænkte
Thorbjørn: det er best, jeg går. Og så gik han.

De andre gik også, og da Thorbjørn havde sat sig ned og
en stund efter vilde se over til kvindfolkestolen, mødte han
Ingebjørgs ansigt, som smilte moderlig mod ham, og Karen
Solbakkens, der bestemt havde ventet på, at han skulde se
didover; ti straks han gjorde dette, nikkede hun tre gange til
ham, og da han studsede derved, nikkede hun tre gange til,
endnu mildere end før. - Sæmund, faderen, hviskede ham
ind i øret: "Det tænkte jeg." De havde hørt indgangsbønnen,
sunget en salme, og konfirmanderne stillede sig alt op, før han
næste gang hviskede til ham: "Men Knud kan lidet med at
være god; lad det bestandig være langt ifra Granliden til
Nordhaug."

Konfirmationen tog sin begyndelse, idet præsten kom frem,
og børnene istemte konfirmationssalmen efter Kingo. At høre
dem synge alle på en gang og alene, fortrøstningsfuldt og
klingende, plejer gjærne røre folk og helst den, som ikke er
kommen længre bort, end at han husker sin egen dag. Når en
dyb stilhed følger på, og præsten, den samme nu i over tyve
år, den samme, som gjærne har havt en eller anden liden god
stund, hvori han har talt til det bedre for hver enkelt af dem,
- når han nu folder hænderne over brystet og tar i, er der
gjærne megen bevægelse. Men børnene begynder at gråte, når
præsten taler om forældrene og vil, at de skal bede til
vorherre for sine børn. Thorbjørn, som nylig havde ligget for
døden, endnu nyligere havde trod, at han blev et helseløst
menneske, gråt meget, men især, da børnene aflagde løftet, og
allesammen var så sikre på at holde det. Han så ikke en
eneste gang over til kvindfolkestolen; men efter endt tjeneste
gik han hen til Ingrid, søsteren, og hviskede noget til hende,
hvorpå han skyndsomt trængte sig frem og ud, og somme vilde
vide, at han var tagen op over lien og tiiskogs i stedet for hen
ad landevejen; men de var ikke viss på det. Sæmund ledte efter
ham, - opgav det dog, da han så, at Ingrid også var borte.
Han ledte siden efter Solbakkefolket, disse for rundt over al
gården og spurte efter Synnøve, som ingen havde set ligt til.
De drog da hjemover, hver for sig, og uden sine barn.

Men langt fremme i vejen var både Synnøve og Ingrid.
"Jeg angrer næsten, jeg tog med," sagde den første. - "Det

?^ 147

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Tue Nov 12 12:14:40 2019 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/bjorfort/0165.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free