Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Synnøve Solbakken - Ottende kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
SYNNØVE
er ikke længer farligt nu, når far ved om det," sagde den
anden. - "Men han er dog ikke min far," sagde Synnøve.
"Hvem ved?" svarede Ingrid, - og så sagde de ikke mere
om den ting. - "Det var nok her, vi skulde bie," mente
Ingrid, da vejen havde gjort en stor krog på sig, og de stod i
en tæt skog. - "Han har en lang omvej," sagde Synnøve. -
"Alt kommen!" faldt Thorbjørn ind, - han rejste sig op bag
en stor sten.
Han havde færdig i hodet alt det, han vilde sige, og det
var ikke lidet. Men idag skulde det ikke gå tråt, for far hans
vidste om det og vilde det, hvad han syntes at være viss på
efter det, som havde hændt ved kirken. Slig som han også
selv havde længtes den hele sommer, skulde han nok nu bli
dygtigere til at tale med hende, end han før havde været.
"Det er best, vi går skogvejen," sagde han; "den fører snarere
frem." Jenterne sagde ingenting, men fulgte. Thorbjørn tænkte
at tale til Synnøve, men først vilde han vente, til de kom den
bakken opover, siden, til de var over den myren; men da de
vel var over, tænkte han, det var best at begynde, når han
var kommen ind i den skogen der længre fremme. Ingrid,
som vel syntes, det gik noget langsomt med dem, begyndte at
sagtne gangen og gled mere og mere tilbage, til hun næsten
ikke var synlig; Synnøve lod, som hun ikke mærkede det,
men begyndte at plukke et og andet bær, som stod fremme i
vejkanten.
Det var da underligt, jeg ikke skulde få målet for mig,
tænkte Thorbjørn, og så sagde han: "Det blev alligevel
vakkert vejr idag." - "Det blev det," svarede Synnøve. Og så
bar det et stykke fremover igjen; hun plukkede bær, og han
gik der. - "Det var snilt, du vilde følge," sagde han; men
derpå svarede hun ikke. - "Det har vieret en lang sommer,"
sagde han; men herpå svarede hun heller ikke. - Nej, så
længe vi går, tænkte Thorbjørn, kommer vi aldrig til at
snakkes ved; "jeg tror, vi gjør best i at vente lidt på Ingrid," sagde
han." - "Ja, lad os det," sagde Synnøve og stod; her var
intet bær at bøje sig ned efter, det havde Thorbjørn nok set;
men Synnøve havde fåt fat i et stort strå, og nu stod hun og
stak bærrene ind på strået.
"Idag faldt mig stærkt på minde den tid, vi gik sammen
til konfirmation," sagde han. - "Jeg måtte også komme det
ihu’" svarede hun. - "Der er mange ting hændt siden den
gang," - og da hun intet sagde, fortsatte han: "men de fleste
148 J@^?
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
