- Project Runeberg -  Bjørnstjerne Bjørnsons Fortællinger /
154

(1907) [MARC] Author: Bjørnstjerne Bjørnson
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Synnøve Solbakken - Niende kapitel

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

SYNNØVE SOLBAKKEN

stansede lidt ved døren, gik dernæst sagte fremover for at hilse
på folket; Thorbjørn fulgte. De kom sist til Synnøve, som
endnu stod borte i en krog med sit tørklæde i hånden og
vidste ikke, om hun skulde ta det på eller ej, vidste vel knap, at
hun holdt det i hånden. "I får se til, I kan sidde indpå,"
sagde konen. - "Tak, - det er ellers ingen lang vej
hid-over," sagde Sæmund, men satte sig dog; Thorbjørn ved siden.
- "I kom rent bort ved kirken idag," sagde Karen. - "Ja,
jeg ledte efter eder," svarede Sæmund. - "Der var mange
folk," sagde Guttorm. - "Rigtig mange folk," gjentog Sæmund;
"det var også en vakker kirkedag." - "Ja, vi sad just og talte
om det," sagde Karen. - "Det er så underligt at se
konfirmationen for dem, som selv har barn," lagde Guttorm til;
konen flyttede sig på bænken. - "Det er det," sagde
Sæmund; "man kommer til at tænke alvorlig på dem, - og det
er derfor jeg lakkede hidover i kvæld," lagde han til, så
sikkert omkring sig, byttede skrå og lagde den gamle varlig ned
i messingdåsen. Guttorm, Karen, Thorbjørn flygtede med
øjnene, hver til sin kant. - "Jeg tænkte, jeg skulde følge
Thorbjørn hidover," begyndte Sæmund langsomt; "han kom
nok sent hidover alene, - gjør også ellers dårlig besked, er
jeg ræd," - han skottede bort til Synnøve, som følte det. -
"Det er nu slig, at han har havt hug til hende, Synnøve, fra
det han var såpas til kar, han kunde ha forstand på sligt; -
og ikke er det vel frit, at hun også har lagt sin hug til ham.
Men da tænker jeg, det er best, de kommer sammen. - Jeg
var lidet for det, den tid jeg så, han knap kunde styre sig
selv, endsige mere; men nu tror jeg at kunne borge for ham,
og kan jeg ikke, så kan hun; ti hendes magt er nok nu den
største. - Hvad mener I da, om vi så til at få dem sammen?
Det kan vel ikke haste, men jeg ved heller ikke, hvorfor vi
skal vente. Du, Guttorm, er ved god magt, jeg rigtignok ved
mindre og har flere at dele på; men endda så tænker jeg, det
kan lage sig. I får da sige, hvad I synes om dette; - hende
spørger jeg sist, for jeg tror nok at vide, hvad hun vil."

Således talte Sæmund. Guttorm sad på hug, lagde
vekselvis den ene hånd over den anden, gjorde flere gange mine til
at rejse sig, idet han hver gang drog vejret med mere magt,
men kom sig dog ikke til før den fjerde eller femte gang, så
fik han endelig ret ryg, strøg sig op og ned over knæet og så
bort på konen, således at blikket af og til streifede Synnøve.
Denne rørte sig ikke, ingen kunde se hendes ansigt. Karen

154 -Q^

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Tue Nov 12 12:14:40 2019 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/bjorfort/0172.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free