Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Jærnbanen og kirkegården - Første kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
i dem ,medens ordene blev overhuggede og spragede om som
funker af en stor ild.
Blandt de mange, han havde hjulpet frem til kundskab, var
hans nabo Lars Høgstad den fornemste. Lars var ikke
synderlig yngre end Knud, men langsommere udviklet. Da Knud
gjærne måtte tale om det, han læste og tænkte, fandt han i Lars,
der havde et stille, alvorligt væsen, en god tilhører og lidt efter
lidt en forstandig dommer. Forholdet blev snart sådant, at Knud
ikke gjærne lagde tilvegs med nogen sag, før Lars Høgstad var
rådspurt, og fik sagen der gjærne en praktisk ændring. Knud
drog derfor naboen ind i formandskabet, og efterhånden ind i
alt, hvori han selv stod. De kjørte altid sammen til møderne,
hvor Lars aldrig talte; men på veien til og fra fik Knud hans
mening at vide. De ansås for uadskillelige.
*
En vakker høstdag var formandskabet samlet blandt andet at
overveje et forslag fra fogden om at sælge præstegjældets
kornmagasin og for kapitalen stifte en liden sparebank. Knud Aakre,
ordføreren, vilde vist ha været med herpå, hvis han havde
ståt frit i sagen. Men dels var forslaget fra fogden, som
Wergeland ikke likte, følgelig heller ikke Knud, dels var
kornmagasinet opbygget af Knuds mægtige farfar og skjænket til bygden.
Det var ikke frit, at han så en personlig fornærmelse i
forslaget, havde derfor ikke talt med nogen derom, ikke en gang
med Lars, og denne talte aldrig om noget, som en anden ikke
først havde bragt på bane.
Som ordfører oplæste Knud Aakre forslaget uden at føje
nogen mening til. Men som hans vis var, så han bort på Lars,
der gjærne stod eller sad lidt afsides med et halmstrå mellem
tænderne, det han altid fandt sig, når han kom i tale med en
mand. Han brugte det enten til tandstikker, eller han lod det
hænge løst i den ene mundvig, medens han dreiede det
hurtigere eller langsommere, eftersom hans stemning var til. Med
forundring så Knud, at halmstrået gik meget hurtig. Han spurte
rask: „Tror du, vi skal gå ind på dette?“ Lars svarede tørt:
„Ja, jeg tror.“ Hele formandskabet, som følte, at Knud var af
en ganske anden mening, studsede og så på Lars, men denne
sagde intet videre, heller ikke blev mere spurt. Knud bøjede
af til en anden sag, som om intet var forefaldt. Først
mod slutten af mødet tog han sagen op og spurte meget
ligegyldig, om man ikke skulde sende fogden det tilbage til
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
