Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Jærnbanen og kirkegården - Første kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
ned, mens røsten gav denne dumpe klang fra dybet, som var
han plantet i jorden. Knud så ham for første gang i sit liv og
følte en angst ned i sit inderste; ti denne mand havde altså
altid været ham overlegen! Han havde taget alt, Knud selv
vidste og fortalte, men havde kastet vraget tilbage og beholdt,
hvad der havde givet denne skjulte, stærke vækst.
Knud havde ammet ham og elsket ham; det var blevet en
kjæmpe af ham, men som nu hadede Knud, dybt, forfærdeligt;
han kunde ikke forklare sig hvorfor, men han følte det
instinktmæssig, mens han så på ham, og herover glemte han alt andet
og for op: „Men Lars, Lars, hvad i herrens navn går der af
dig?“ Bevægelsen tog ham, — „dig, som jeg har — — du, som
har“ — han kunde ikke få et ord frem, han satte sig; men for
at kjæmpe rørelsen ned, som Lars ikke var værdig til at se,
tog han sig sammen, slog i bordet og gnistrede under det
stærke, lurvede hår, som altid hang ham ned i øjnene. Lars
stod, som var han ikke blevet afbrudt, vendte kun hodet til de
andre, spørgende, om det skulde være slag i sagen; ti i så fald
behøvede man jo ikke længer at tale om den.
Denne ro holdt Knud ikke ud. „Hvad er det, som er
kommet ind iblandt os?“ skreg han. „Vi, som til idag kun har
forhandlet i kjærlighed og iver, står tirrede mod hverandre, som
af en ond ånd,“ og han så funklende på Lars. Denne svarede:
„Du lægger nok selv ånden til, Knud; ti jeg har ikke talt om
andet end sagen. Men denne er for dig kun det, du selv vil;
nu måtte vi prøve, om kjærligheden og iveren består, når den
engang blir, hvad vi vil.“ — „Har jeg da vanskjøttet bygdens
sager?“ — Derpå svarede ingen. Dette gjorde Knud ondt, og
han tilføjede: „Jeg vidste virkelig ikke andet, end at jeg har
fåt adskilligt istand, — adskilligt, som har været bygden til det
gode; — — men kanske jeg har bedraget mig.“ Han var atter
bevæget; ti det var en ildig natur, som brødes i mange
stemninger, og bruddet med Lars smertede ham, så han neppe
kunde styre sig. Lars svarede: „Ja, jeg ved, du tillægger dig
selv æren for alt, som her er gjort, og skulde man dømme
efter, hvem der har snakket mest i møderne, så har vist også
du gjort det meste.“ — „Slap det sådan ud!“ ropte den anden
og så skarpt på Lars; „det er du, som har æren af det?" —
„Siden vi endelig skal tale om os selv,“ sagde Lars, „så blev
nok hver sag overvejet, før den kom hid.“ — Her gjenvandt
den lille Knud Aakre sin raske tale: „Tag du æren i guds
navn, jeg skal nok leve den foruden; — der er andre ting, som
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
