Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Jærnbanen og kirkegården - Første kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
det er værre at tabe!“ — Lars bøjede sig uvilkårlig bort for
hans blik, men sagde, idet halmstrået gik meget fort: „Når
jeg skal sige min mening, så er her ikke stort at ta ære for;
— præst og skolelærere kan vel være fornøjede med, hvad her
er gjort, men almuen siger vist, at bygden til idag bare har fåt
større og større afgifter.“ Her opstod en mumlen i
forsamlingen, idet man flyttede og flyttede på sig. Lars fortsatte: „Vi
har endelig idag en sag fore, som kunde bringe bygden lidt
ind for alt det, den har lagt ud; det er kanske derfor, den
rønner slig modstand. Dette er en bygdesag, til velfærd for
alle, vi måtte dog vel kunne få den bort fra at være en
familjesag.“ — Folk så på hverandre, talte allerede halvhøjt, da
en rejste sig for at gå hen til sin madniste, men slængte hen
i det samme, at dette var det sandeste ord, han her i
forsamlingen havde hørt på mange år. Nu rejste alle sig, samtalen
blev almindelig, og Knud Aakre følte, der han sad, at sagen
var tabt, forfærdelig tabt, og han prøvede ikke mere på at
redde den. Ti han havde noget af den natur, man tillægger
franskmændene: han var god til at gå på — både første, anden
og tredje gang; men dårlig til at forsvare sig; ti hans følelser
overvældede hans tanker.
Han begreb det ikke, han kunde ikke længer sidde, han
overlod pladsen til viceordføreren og gik; — det var ikke frit,
at de andre lo.
Han var kommen til mødet sammen med Lars, men gik
hjem alene, skjønt vejen var lang. Det var en kold høstdag,
skarp og afblæst stod skogen, grågul marken, rim begyndte hist
og her at ligge efter i veikanten. Skuffelsen er en frygtelig
kammerat, han følte sig så liden og forladt, der han gik, men
Lars stod for ham allevegne, ragende til himmels i
aftenskumringen som en kjæmpe. Det harmede ham, at han skyldte sig
selv, at dette var blevet et hovedslag; ti han havde sat for
meget paa en eneste liden sag. Men overraskelsen, smerten,
vreden havde vundet på ham, — det brændte, susede, gråt og
rasede i ham endnu. Han hørte vognrammel bag ved sig, det
var Lars, som kom i skarpt trav med sin ypperlige hest og
kjørte forbi ham, så det dundrede på den hårde vej. Han så
efter ham, som han sad der bredskuldret i vognen, mens hesten
raste på af hjemlængsel, uden at Lars gjorde andet med den
end at lade den ha slap tømme. Det blev som et billede på
hans kræfter; denne mand kjørte frem til målet! Selv følte han
sig kastet ud af hans kjærre, der han piltede frem i høstkulden.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
