- Project Runeberg -  Bjørnstjerne Bjørnsons Fortællinger /
163

(1907) [MARC] Author: Bjørnstjerne Bjørnson
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Jærnbanen og kirkegården - Første kapitel

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)


Hjemme på Aakre gik konen og ventede. Hun vidste, at
et slag skulde stå, hun havde aldrig i sit liv trod Lars og følte
nu rædsel for ham. Det havde ikke trøstet hende, at de havde
kjørt væk sammen, det vilde ikke engang trøste hende, om de
kom hjem sammen. Men mørket faldt på, og de kom ikke.
Hun stod i døren; ti vejen gik der forbi, hun gik nedover, og
hun gik hjem igjen, men ingen vogn. Endelig hører hun, det
durer i den hårde vej, hjærtet slår så hurtig, som vognhjulene
går rundt, hun holder sig til dørkarmen og ser; vognen
kommer, kun en sidder i; hun kjender Lars, som ser og kjender
hende, men kjører forbi uden at stanse: nu blev hun ræd
tilgagns! Hun kjendte ikke benene under sig, hun vaklede ind
og sank ned på bænken under vinduet. Børnene blev bange
og kom om hende, det mindste spurte efter far; ti hun talte
aldrig med dem om andet end om ham. Det var sådant
hjærtelag i ham, derfor elskede hun ham, men nu var dette
hjærtelag ikke hjemme hos dem, derimod ude i alt slags bestyr,
hvor han selv blev ulykkelig og gjorde alle dem ulykkelige.
Bare der ikke var hændt noget galt; ti Knud var så opfarende,
— hvorfor kom Lars alene? hvorfor stansede han ikke? —
Skulde hun springe efter ham? Eller nedover mod manden?
Hun pintes, og børnene trængte på og spurte, hvad det var.
Men for dem vilde hun ikke være ved det, så hun rejste sig
og sagde, at de måtte spise kvældsmaden alene, stellede så
tilrette og hjalp dem. Hun så alt i ét nedover vejen. Han kom
ikke. Hun klædte dem af og lagde dem ned, og det mindste læste
sin aftenbøn, medens hun stod over ham. Hun bad selv så
inderlig med i ordene, som den spæde mund så trøstig sagde
foran, at hun ikke lagde mærke til skridtene udenfor. Knud
stod i døren og så den lille forsamling i bøn. Hun rejste sig
op, alle ungerne ropte „far!“ — men han satte sig straks ned
og sagde stille: „Å, lad ham sige den en gang til.“ Moderen
gik bort til sengen igjen, for at han ikke skulde se hendes
ansigt så længe; ti det vilde ha været som at blande sig ind i
hans sorg, før han selv følte trang til at sige den. Den lille
foldede hænderne over brystet, alle de andre med, og han
fremsagde:

Jeg er endnu bare liden,
men jeg vokser nok med tiden
og blir både dygtig og stor
og til glæde for både far og mor,

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Tue Nov 12 12:14:40 2019 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/bjorfort/0181.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free