Full resolution (TIFF)
- On this page / på denna sida
- Jærnbanen og kirkegården
- Tredje kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
TREDJE KAPITEL.
Lars gik omkring i de store stuer på Høgstad uden et ords
lyd. Konen, som elskede ham, men altid i frygt og bæven,
turde ikke engang vise sig. Gårdstellet, huset måtte trives,
som det kunde, derimod voksede der op en mangfoldighed af
breve, som for frem og tilbage mellem Høgstad og bygden,
Høgstad og posten; ti han havde krav på formandskabet, fik
dem ikke godkjendte og anlagde proces, — på sparebanken,
fik dem atter ikke godkjendte og anlagde atter proces; af
ytringer i korrespondancen herover tog han forargelse og
anlagde proces, nu mod formandskabets ordfører, nu mod
sparekassens formand. Samtidig stod forfærdelige artikler i bladene,
som efter rygtet skrev sig fra ham, og som satte stor splid i
bygden og rejste nabo mod nabo. Undertiden var han borte
hele uger, ingen vidste hvor, og når han så kom igjen, levede
han indestængt som før. Ved kirken var han ikke set siden
det store optrin i repræsentantskabet.
Da kom præsten en lørdagskvæld med den tidende, at
jærnbanelinjen skulde gå frem gjennem bygden alligevel, og over
den gamle kirkegård! Det slog ned som lynild i alle huse.
Formandskabets enstemmige optræden havde været forgjæves,
Lars Høgstads anseelse havde været stærkere. Dette havde
hans rejser betydet, dette havde han udrettet! Det var
uvilkårligt, at beundring over manden og hans sejge udholdenhed
måtte dæmpe misnøjen med at ha tabt. Og jo mere man talte
derom, desto bedre fandt man sig tilrette deri; ti det skede har
altid grunde i sig selv, som man lidt om lidt blir nødt til at
finde frem, når det nu engang ikke kan være anderledes. Man
samledes ved kirken dagen efter, og man kunde ikke andet,
man måtte le, når man traf hverandre. Og just som den hele
almue, ung og gammel, mænd og kvinder, ja børnene, alle talte
om Lars Høgstad, hans evner, hans hårde vilje, hans store
indflydelse, — kom han selv kjørende med hele sit hus i fire
vogne efter hverandre! Det var to år, siden han sist havde
været der! Han steg af og gik frem gjennem mængden, idet
alle som en uvægerlig gav hilsen, men han så ikke til side og
besvarede ikke en eneste. Hans lille kone gik bleg som døden
efter ham. Inde i kirken blev forundringen så stor, at efter
hvert som man så ham, holdt man op at synge og bare så på
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Project Runeberg, Sat Dec 9 15:37:10 2023
(aronsson)
(diff)
(history)
(download)
<< Previous
Next >>
https://runeberg.org/bjorfort/0190.html
