Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Småstykker - Blakken
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
BLAKKEN
stikker op, med grueligt spektakel og had, det begyndte nemlig
med, at Blakken, som gik i udmarken og på fjældet mellem
bygdens andre hester, vilde ha alle hopper for sig selv. Han
således skamslog og flængede de medbejlere, som indbildte sig
noget, at bønderne kom dragende med dem til præstegården
under dyre forbandelser og med krav på erstatning. De slog
sig efterhånden tiltals, da de nok indså, at de kunde stå sig på
det alligevel; ti Blakkens afkom priste ham! Men det var
dem dog længe harmeligt, at hans overlegenhed var så uhyre
og uomtvistelig. Vor nabo, løjtnanten, kunde som krigsmand
ikke finde sig deri; han fik fat i to svære gudbrandsdølske dyr,
herlige hester, - og disse skulde lære Blakken respekt. Der
blev våget for og imod; hvor man ikke spændt på udfaldet af
det første sammenstød om våren oppi fjeldbejtet! Jeg glemmer
derfor aldrig den vakre pinsedags kvæld, jeg stod ude og lyede
på årfuglen, som spillede i lien, da en jente kom løbende og
meldte, at begge løjtnantshestene stod henne ved slibestenene
og trykkede sig op til hverandre. Alle derhen, - og se: de
to dejlige dyr stod og skalv, blødende af sår i sår, de havde
været under Blakkens uhyre hove og tænder! Rædselen havde
git dem kraft til at sætte over præstegårdens høje skigar; ti de
havde ikke vovet at stanse, før de kom til hus. Dagen efter
lød Blakkens pris ved kirkemuren og førtes derfra over "fjæld
og fjøre."
Blakken havde den sorg, at en af hans sønner, en kvik,
brun hest, om nogle år vilde dele magten med ham. Men han
greb ham midt i hans første oprørsforsøg, og da den dristige
søn ikke vilde ta flugten, men rejste et udæskende kampskrig,
løftede den prøvede kjæmpe sig, de gik imod hverandre på
bagbenene, lagde forbenene om hverandres hals og brødes.
(Skjothester slås altid på den måde). Snart stod den unge
galning som en violinbue; lidt efter lå han nedbrudt på jorden
og fik sine faderlige bank. Dette stod jeg og så på.
Næsten hver sommer var der bjørn i marken, som slog
ned mange kjør og sauer for os og andre. Ret som det var,
hørte vi gjætergutten nidhauke og buhunden halse; da ringedes
med klokken, arbejdsfolkene kom løbende, og op i marken
med geværer, økser og jærnstaure; men de kom i regelen for
sent: enten havde hunden alt jaget bjørnen, eller også var
kreaturet nedslået, før hjælpen kom. Hestene kunde bedre
hytte sig; men det hændte nu og da, at han dræbte en hest
enten ved at lokke ham i en myr, hvor hesten sank i og blev
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
