Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Småstykker - Thrond
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
"Den kan han ha," og han pegte på Thrond. Den anden
lagde til: "Brug den så godt som han, der nu ligger her," og
han pegte på den store kiste. Da lo de begge og drog afsted.
Thrond så på den lille kiste, han således fik. "Hvad er der
i den?" spurte han. "Bær den ind og se efter," sagde moderen.
Han så gjorde, men hun hjalp ham at åbne den. Da gik en
stor glæde over hans ansigt; ti han så noget let og fint ligge
der. - "Tag det!" sagde moderen. Han stak bare en finger
ned på det, men med stor forskrækkelse tog han den igjen;
"det grater!" sagde han. "Tag mod til dig," sagde moderen,
han greb om med fuld hånd og tog det op. Han vejede det
og vendte det, han lo og rørte ved det: "kjære, hvad er det?"
spurte han, det var så let som en leg. "Det er en fele."
Således gik det til, at Thrond Alfson fik sin første violin.
Faderen kunde spille lidt, og han viste gutten de første
greb; moderen kunde tralle slatter fra den tid, hun dansede,
og disse lærte han, men lagede snart selv nye. Han spillede
altid, han ikke læste, han spillede, så faderen engang sagde
ham, at han blegnede rent bort for ham. Alt, som gutten til
idag havde læst og hørt, gik ind i felen. Den bløde, fine Stræng
var moderen; den, som lå tæt ved og altid fulgte moderen, var
Ragnhild. Den grove strængen, som han sjældnere var bortpå,
det var faderen. Men den sidste, alvorlige Stræng, den var han
halvvejs ræd, og den gav han intet navn. Når han tog et
fejlgreb på kvinten, så blev det katten; men når han tog et
fejlgreb på faderens Stræng, så blev det oksen. Buen, det var
Blessommen, som fik kjøre fra Kjøbenhavn til Vaage på en
nat. Også hver slåt var en bestemt ting. Den med de lange,
alvorlige toner i var moderen i den sorte kjole. Den, som
stotrede og hoppede, var Moses, som stammede og slog på
klippen med sin stav. Den med det stille spil, når buen lå let
på strængene, var huldren, som samlede bølingen borti tågen,
når ingen andre kunde se det.
Men spillet bar ud over fjældene, og han fik længsel. Da
faderen en dag fortalte, at på markedet havde en liden gut
spillet og tjent mange penger, ventede han moderen i kjøkkenet
og spurte hende sagte, om ikke også han kunde komme til
markedet og spille for folk. "Kan du tænke sligt," sagde
moderen, men talte straks til faderen derom. "Han kommer
tidsnok ud," svarede faderen, og det sagde han således, at moderen
ikke bad mere.
Snart igjen talte faderen og moderen over bordet om noget
&& 187
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
