Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Småstykker - Ørneredet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
smågutten af i berg og trær, i brydning og tag, for engang at
kunne nå op og rive redet ligesom hine to brødre.
På den tid, hvorom her fortælles, hed den beste gut i Endre-
gårdene Lejf og var ikke af slægten. Han havde krøllet hår
og små øjne, var ferm i al slags leg og kvindekjær. Han sagde
tidlig om sig selv, at ørneredet skulde han engang nå; men
gamle folk mente, han ikke burde sige det så højt.
Dette tirrede ham, og endnu før han var kommen i sin
beste alder, gik han tilvejrs. Det var en klar søndags
formiddag først i sommeren; ungerne måtte netop være udklækkede.
Folk havde samlet sig i stort følge under fjældet for at
se på, de gamle rådede ifra og ungdommen til. Men han hørte
blot sin egen lyst, ventede derfor, til hunørnen forlod sit rede,
gjorde da et hop og hang i et træ flere alen fra jorden. Det
grodde i en rift, og efter denne rift begyndte han at gå op.
Småsten løsnede under foden på ham, muld og grus randt ned,
ellers var det ganske stilt; kun elven gik bag med dæmpet,
bestandig sus. Snart bar fjældet mere udover, han hang længe
efter den ene hånd, ledte med foden efter fæste og kunde ikke
se; mange, især kvinder, vendte sig bort og sagde, han havde
ikke gjort dette, hvis han endnu havde havt forældre i live.
Han fandt dog fæste, ledte igjen, så med hånden, så med foden,
det glap, han gled, men hang atter fast. De, som stod nede,
hørte hverandre drage pusten. Da rejste en høj, ung jente sig,
som sad alene på en sten; de sagde, hun havde lovet sig til
ham fra barn af, skjønt han ikke var af slægten. Hun strakte
armene opover og ropte: "Lejf, Lejf, hvorfor gjør du dette?"
Alt folket vendte sig mod hende, faderen stod tæt ved og så
strængt på hende, men hun kjendte ham ikke. "Kom ned igjen,
Lejf," ropte hun; "jeg, jeg holder af dig, og deroppe har du
intet at vinde!" Man så ham betænke sig, det varede et
øjeblik eller to, men så gik han længre op. Han var fast i
hånden og foden, derfor gik det længe godt; men snart begyndte
han at bli træt, ti han stansede ofte. En liden sten kom
rullende som et forbud, og alle, som stod der, måtte følge den
med øjnene helt ned. Nogle kunde ikke holde det ud, men gik.
Jenten alene stod endnu højt der på stenen, vred hænderne og
så op. Lejf tog atter for sig med hånden, da slap den, hun så
det tydelig, han slog i med den andre, den slap også; "Lejf!"
ropte hun, så det skar i berget, og alle de andre tog i med.
"Han glider!" ropte de og strakte hænderne op imod ham,
mænd og kvinder. Han gled også, tog med sig sand, sten, muld,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
