- Project Runeberg -  Bjørnstjerne Bjørnsons Fortællinger /
194

(1907) [MARC] Author: Bjørnstjerne Bjørnson
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Småstykker - Ørneredet - Trofasthed

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

gled, bestandig gled, fortere; folket vendte sig, og siden hørte
de en rapen og skraben i fjældet bag sig, derpå noget tungt
falde ned som et stort stykke våd jord.

Da de atter kunde se sig om, lå han der, opreven og
ukjen-delig. Jenten lå over stenen, faderen bar hende bort.

Ungdommen, som mest havde hidset Lejf til at gå op, turde
nu ikke engang ta i og hjælpe ham; somme var ikke god til
at se på. Så måtte de gamle frem. Den ældste af dem sagde,
idet han tog fat: "Dette var galt; — men," lagde han til og så
op, "det er dog godt, noget hænger så højt, at ikke alt folket
kan nå."


TROFASTHED.

Borte på Fladerne i min hjembygd bodde et par ægtefolk
med seks sønner; de strævede trofast på en meget stor, men
vanrøgtet gård, indtil et vådehug endte mandens dage, og konen
sad alene igjen med det tungvindte brug og de seks barn. Hun
tabte ikke modet, men ledte de to ældste sønner frem foran
kisten og lod dem der over faderens lig love hende at sørge
for småsøskene sine og være hende til hjælp, så vidt gud gav
kræfter. Det lovede de, og det gjorde de, så længe til den
yngste af sønnerne var konfirmeret. Da kjendte de sig løste,
den ældste ægtede en gårdrnandsenke, og den næstældste en
stund efter hendes velhavende søster.

De fire tilbageblevne brødre skulde nu styre det hele, efter
hidtil selv uafladelig at være styret. De kjendte sig ikke videre
modige til det; de var fra barn af vante til at holde sammen,
to og to eller alle fire, og gjorde det nu så meget mere, som
de måtte søge hjælp hos hverandre. Ingen gav nogen mening
tilkjende, før han trodde sig sikker på de øvriges, ja, de kjendte
i grunden ikke sin egen, før de havde set på hverandres
ansigter. Uden at have gjort nogen aftale, var der dog en
stiltiende overenskomst mellem dem, at de ikke skulde skilles, så
længe moderen levede. Hun selv vilde det imidlertid noget
anderledes og fik de to udflyttede over på sin side. Gården
var blevet til et dygtigt brug; den trængte mere hjælp, hvorfor
moderen foreslog at løse de to ældste ud og dele gården
mellem de fire, således at to og to holdt sammen om hver sin del.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Tue Nov 12 12:14:40 2019 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/bjorfort/0212.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free