- Project Runeberg -  Bjørnstjerne Bjørnsons Fortællinger /
197

(1907) [MARC] Author: Bjørnstjerne Bjørnson
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Småstykker - En Livsgåde

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

vilde han ikke mere. Hun blev stående med øjnene ufravendt
heftede på ham. Da sagde han: "Aasta, nu får du forklare
mig, hvorfor du blev så ræd den fremmede skipper, som
trådte ind i skumringen." - "Var det ikke det, jeg tænkte,"
hviskede hun og syntes at ville løbe derfra. - "Du får sige
mig det, før du går, for jeg kommer ellers ikke efter." -
"Botolf!" ropte hun og vendte sig, men blev stående. Han
sagde: "Jeg har lovet ikke at spørge, det er sandt. Jeg skal
også holde det, hvis du heller vil det; men så slutter det her."

- Nu brast hun i gråd og kom opover mod ham. Hendes
lille, fine figur, hendes små hænder, hendes bløde, lyse hår,
som tørklædet var gledet ned af, og så hendes øjne og.mund,

- det blinkede særskilt og samlet; solen stod lige på, han
sprang op: "Ja du ved det: når du ser slig på mig, så gir
jeg efter. Men nu ved også jeg, at så blir det bagefter bare
værre. Kan du ikke forstå det: om jeg hundre gange lover dig
ikke at ville kjende din fortid, jeg får ikke fred, jeg kan ikke
holde det!" Hans åsyn viste også en lidelse, som ikke var
fra igår. "Botolf, det var jo det, du lovede mig, da du aldrig
lod mig ha fred, du lovede mig at la det ligge, det, som jeg
aldrig, aldrig kunde sige dig. Du lovede mig det højtidelig, du
sagde, det var dig ganske det samme, det var bare mig, du
vilde ha! - Botolf!" og hun sad på knæ foran ham i lynget,
hun gråt, som var hun i vånde for sit liv, hun så på ham,
medens tåre på tåre talte videre, og hun var den vakreste og
det ulykkeligste han i sit liv havde set. - "Gud bevare mig,"
sagde han, rejste sig, men satte sig straks igjen; "hvis du
holdt så vidt af mig, at du kunde ha tiltro til mig, - hvor
vi to kunde være lykkelige!" - "End hvis du kunde ha
lidt tiltro til mig," bad hun og kom på knærne nærmere,
og så tilføjede hun: "Holde af dig? Hin nat, da jeg kom
op på dækket, vort skib havde stødt mod dit, du stod i
vanterne og kommanderede, - jeg havde aldrig set noget så
stærkt, jeg holdt straks af dig! Og da du bar mig over i båden,
mens skibene sank, - jeg følte lyst til livet igjen, og det trodde
jeg, at jeg aldrig mere skulde." Hun taug og gråt, men så
lagde hun hænderne sammen på hans knæ; "Botolf!" bad hun,
"vær stor! vær stor som den gang, du tog mig uden nogen
ting med, - bare mig! - Botolf!" Næsten hårdt svarede
han: "Hvorfor frister du mig? Du ved jo, jeg kan ikke! Det
er sjælen, vi vil ha, det er ikke dette; - i de første dage går
sligt, men ikke siden," Hun drog sig tilbage og sagde håbløst:

£^3t 197

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Tue Nov 12 12:14:40 2019 (aronsson) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/bjorfort/0215.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free