Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Småstykker - En Livsgåde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
EN LIVSGÅDE
"du har også fåt mig til at lyve, der har ikke været
fuld sandhed i en eneste dag, vi har levet
sammen!" Han stod hende så nær, at hun kunde føle hans
varme ånde, han så hende lige ind i i øjnene, så det sortnede
tor hende, hun vidste ikke, hvad han i næste øjeblik kunde
sige eller gjøre, derfor lukkede hun øjnene. Hun stod, som
hun vilde falde eller lægge på sprang, afgjørelsens stund var
kommen. I den dybe stilhed, som gik foran, blev han selv
ræd, endnu én gang slog det om i ham: "Bevis dig! Læg af
dig alle kunsterne dine, - gjør det nu, her!" - "Ja," svarede
hun, men uden at vide det. - "Gjør det nu her, siger jeg!" Han
gav et skrig; ti hun var forbi ham og udover, han så hendes
lyse hår, hendes oprakte hænder, et tørklæde, som slog ud og
slap og for efter alene, svævende længre ud. Han hørte intet
skrik, ej heller noget plask; ti der var dybt ned. Han hørte
heller ikke; ti han var faldt om.
Af havet var hun kommet til ham hin nat, i havet var hun
atter forsvunden og med hende historien om hendes liv. I det
natsorte dyb var alt det dukket, som ejede hans sjæl, - skulde
han ikke efter? Han var kommen hid med den urokkelige
vilje at få en ende på sin kval; - dette var ingen ende, nu
kunde den aldrig komme, nu vilde det først for alvor begynde.
Hendes siste gjærning ropte jo op til ham, at han havde taget
fejl og dræbt hende! Uagtet kvalen blev tidobbelt, han måtte
leve for at grunde over, hvorledes dette var gåt til. Hun, som
næsten var den eneste, der var reddet hin frygtelige nat, hun
skulde bli reddet blot for at dræbes af ham, som havde reddet
hende. Han som havde sejlet og handlet, som om verden kun
var hav og handel, var pludselig blevet offer for en elskov, der
dræbte både ham og hende. Var han ond? Han havde aldrig
hørt det sige og aldrig følt det. Men hvad var det så? Han
rejste sig - ikke for at kaste sig ud, men for at gå nedover igjen;
ingen dræber sig i samme stund, han har fåt en gåde at løse.
Men den kunde jo aldrig løses. Hun havde bod i Amerika,
siden hun var voksen, hun kom derfra, da skibene stødte. Hvor
i Amerika skulde han begynde? Hvor var hun fra i Norge,
han vidste det ikke bestemt, han var ikke engang viss på, at
hendes familenavn var det, familjen i Norge havde båret. Den
fremmede skipper? Ja, hvor var han? Og kjendte han hende,
eller var det blot hende, som kjendte ham? Dette var som at
spørge havet, at rejse og begynde en efterforskning var som at
styrte sig deri.
199
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
