Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Småstykker - En Livsgåde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Han havde taget fejl! En angrende skyldig vilde ha lettet
sig ved at tilstå for sin mand, en ikke angrende vilde ha søgt
udflugter. Men. hun åbenbarede intet, hun søgte heller ikke
udflugter, hun kastede sig i døden, da han trængte på. Det
mod har ingen skyldig. Ja, hvorfor ikke? Heller end at tilstå;
ti dertil skal et endnu større. Men tilståelsens mod savnede
hun ikke; ti hun havde jo begyndt med at tilstå, at der var
noget, hun ikke kunde sige. Det måtte være brøden selv, som
forbød det. Men hun kunde ikke ha båret på nogen stor brøde;
ti hun var ofte så glad, ja, overgiven, hun var heftig, men hun
havde fin følelse og var hjærtegod. Brøden måtte være en
andens. Hvorfor så aldrig sige, at den var en andens; ti
dermed havde alt været forbi. Mien var det hverken hendes eller
en andens, hvad var det så? Hun havde jo selv sagt, der var
noget, - og den fremmede skipper, som hun var blevet så
ræd? Hvad var det, hvad i evighed var det? - Havde hun
levet endnu, han havde plaget hende endnu, - han greb sig
deri og følte sit store elende.
Men det begyndte igjen. Måske var hun ikke så skyldig,
som hun selv trodde, eller rnåske ikke så skyldig, som hun
måtte synes andre; hvor ofte er der ikke uskyld bag vor skyld,
enfold i synden, skjønt så få kan forstå det, og ham havde
hun ikke trod istand til at forstå det, ham, som var idel
mistanke. Han vilde af ét klart svar ha fåt tusen mistænksomme
spørsmål, derfor havde hun heller trod sig til døden end til ham!
Hvorfor havde han aldrig, aldrig kunnet lade hende i ro? Til ham
var hun flygtet fra sin fortid, hos ham havde hun søgt værn
imod den, og så var det ham, som lokkede den efter, og som
idelig slap den løs på hende! Hun var jo ham hengiven, hun
var varm og dejlig hos ham, - hvad kom så hendes fortid
ham ved! Og hvis den kom ham ved, hvorfor da ikke straks?
Nej, efter hvert som hendes ømhed steg, steg hans uro; da
hun ikke blot af beundring og taknemmelighed, men af hjærtet
blev hans, da vilde han vide, om hun havde været nogen
andens, og hvad hun før havde oplevet. Og jo mere ondt det
gjorde hende, jo mere hun bad for sig, desto mere måtte han
trænge på, ti så var der jo noget!
For første gang faldt det ham ind: havde han sagt hende
alt? Gik det virkelig an at sige hverandre alt? Vilde det
for-ståes, som det var? Visselig ikke.
Han hørte to barn lege og så sig om. Han sad i det grønne
indelukke, som hun nylig havde talt om, men han vidste
200
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
