Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Småstykker - En Livsgåde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
ikke deraf før nu. Fem timer var gåt, han trodde, det var
nogle minutter. Børnene havde måske længe leget der, nu først
hørte han dem. Ak, var det ikke Agnes, præstens seks- eller
otteårige datter, som Aasta havde elsket til afguderi, og som
var hende så lig, - gud i himlen, hvor var hun hende lig!
Hun havde netop hjulpet sin lille bror op på en sten, han
skulde sidde i skole, og hun skulde være skolemester. "Sig
nu, som jeg siger," sagde hun: "Fader vor!" - "Fa’ vå!" -
"Du, som er i himlen!" - "Himmen!" - "Helliget vorde dit
navn!" - "Hæge vå nam!" -Tilkomme dit rige!" - "Nei!"
-. Ske din vilje!" - "Nej, vil ikke!"–––––-Botolf havde
baglængs sneget sig ud, det var ikke bønnen, som tog
ham, han lagde ikke engang straks mærke til, at det var en
bøn; men mens han så og hørte på børnene, blev han i sine
egne øjne til et urent rovdyr, udstødt af guds og menneskers
samfund. Bag buskene drog han sig bort, for at børnene ikke
skulde opdage ham: han var mere ræd dem, end han i sit liv
havde været nogen. Han listede sig ind i skogen langt fra
alfarveje. Hvor skulde han hen? Til det tomme hus, han
havde kjøbt og indredet for hende? - Eller længre ud? -
Det var ligegyldigt, ti hvorhen han tænkte sig, så stod hun
foran ham. Man siger om døende, at de tar det siste billede
med i sine øjne; den, der vågner af en ond gjærning, tar det
første, han ser, og blir det aldrig mere kvit. Det var ikke
Aasta, han så, som hun nylig stod på skrænten; det var en
liden uskyldig pige, det var Agnes. Selv billedet af den
synkende blev til barnet med de små, oprakte hænder. Mindet
om Aastas usigelige kjærlighed til barnet forbyttede
hemmelighedsfuldt billederne i hans sjæl, den store lighed spillede ind i"
den månedslange tvil om skyldig eller uskyldig. Havde Aasta
gjemt et sådant barn i sit hjærte? Ja! Han havde set det,
eller rettere, han så først nu, at han havde set det. Før havde
han jo blot grundet på, om dette også var uskyld, om hun
havde kunnet smile således til flere, eller hvad det var, som
havde dækket over dette barn i hende, siden det kun formåede
at bryde frem i strålende øjeblikke. Et bestandigt skifte i
hendes natur, en uro med evig overdrivelse, som også forledte
andre til overdrivelse, havde i hendes levende live lokket eller
bortstødt ham; nu, efter hendes sørgelige død, enede alle
erindringer sig i et uskyldigt barn, som bad.
Hvor tanken vendte sig, jamrende efter lys, mødte han
barnet; det holdt alle veje til forskning stængte. Hvert optrin i
£^3. 201
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
