- Project Runeberg -  Bjørnstjerne Bjørnsons Fortællinger /
207

(1907) [MARC] Author: Bjørnstjerne Bjørnson
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Småstykker - En ny feriefart

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

EN NY FERIEFART

Efuglflokkene, som svømmer, mågerne, som skriger,
nordlands-bådene, som lægger til, jægterne med det ene store råsejl, som
man overalt møder, og løbets behagelige bredde med det
bestandige fjærnsyn af fjælde, gjør det tilsist hjemligt, næsten
fortroligt, så ganske svarer det ene til det andet, og så stærkt
er det tillige; det erobrer og holder fast.

Men det hele er kun en indvielse til den stund, da
Lofot-fjældene begynder at blåne. Jeg ved ikke, hvad der er
herligst, enten at ha dem i fjærnsyn som en eneste dybblå
mur med tusen tårne på - over den umådelige jættestue,
hvori vi samtidig er svømmet ind, selve Vestfjordens gulv, i
solvejr skinnende, så langt du ser, men også ofte afstængt af
luftspejlinger, der sætter fjældrækker’ på hodet foran dig og
bag dig, altid flyttende mens hvaler leger, fugle skriger og slår
ned, - eller at komme dem nær og se muren åbne sig, hver
tind blir fjæld for sig, det ene altid videre end det andet, og
dette i en eneste linje, så langt du ser, selv med den beste
kikkert. Når man roser R o m s d a l med Troldtinderne,
Vænga-tinderne, Hornet o. s. v., så vil jeg straks lægge til: Lo f o ten
gir disse fjældtinder flere hundrede gange efter hinanden, -
eller bedre udtrykt: det fjældpanorama, som sees ved Molde,
varer heroppe ved, selv med det raskeste dampskib, i hele
døgn. Men fjældformerne er så forrevne, at intet billede i min
sjæl fra mytologiens eller bibelens eller dramaets kreds slår til
for ret at udsige den forstenede bevægelse, jeg så på, den
truende kjæmpeorden, den rolige rædsel, den tusentakkede
mangfoldighed i denne eneste gydning af sten. Man kan værge
sig den første stund, kanske den første dag, og prøve at holde
det på skjønhedens afstand, men når det blir ved i døgn og
lige stort, enten man sejler til eller fra, så føler man tilsist i

for rævens hule med de to udgange; mindedes jeg Tjotta på Haalogaland,
hvor den smidige Haar e k havde stille tømret den plan, som i tidens fylde
løb af stabelen og bar ham til Stiklestad, men hverken ham selv til
jarle-dømme eller hans æt til tronen; mindedes jeg Egge i Trøndelag, der så
ud som en sadel, lagt over landskabets brede, tålmodige ryg, og som K a l f
Arneson red; han kunde også tøje tøjlen, til hvad side han vilde, længe
tvilsom om hvorhen, men endelig til Stiklestad mod kongen, mod sine fire
brødre! Alle disse store hjem havde givet hver af dem karakter. Man kan
være viss på, at ved Stiklestad bar de sine hjem i sinde, der de hug sig
frem; ti at slippe taget her var at slippe taget der. De ærgjærrige stormænd
kjendte midt i hævnen, midt i forventningen og angsten syner dukke frem
fra deres barndoms legepladse, fra deres fædres kjæmpehøje; de så
pludselig højsædet i hallen, de hørte en hjemlig visetone gi takt, og i den steg
atter omridset af hjemfjældene.

P&gX 207

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Tue Nov 12 12:14:40 2019 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/bjorfort/0225.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free