Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Småstykker - Bjørnejægeren - Ej faarlig friing
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
EJ FAARLEG FRIING
til skolehuset, hørte han dem langvejs læse, så det durede i
væggen. Ja, det var en festdag, den dag, da o j ørne jægeren
kom hjem. Den gik op i sol, den gik ned i regn; men de
dage plejer jo at værende frugtbareste. -
EJ FAARLEG FRIING.
Dan tid, [hon Aasiaug vard vaksi jenta, varTdat;: ikkje stor
frid at finna^ paa Husaby. Dår bæde rivost Jog slogost dej
gildaste gutar i bygdi nott efter nott. Verst var dat
laugardags-notti; men daa lagde han gamle Knut Husaby seg heldr aldri
utan i skinnbroki og sette ejn bjørkastav fyre sengi. "Hever
eg fenget ej jenta, so skall eg fulla verja henne," sagde
Husa-byen.
Tore Neset var bert husmannsgut, og enndaa var dat dej,
som sagde, at han kom oftast til gardmannsjenta paa Husaby.
Gamle Knut likade dat ikkje, sagde og, dat var ikkje sant,
"fyre han havde aldri sett han dår." Men folk smaalogo seg
imillom og mejnte, at havde han lejtat vel etter uppe i hybylet
hjaa henne Aasiaug i staden fyre at dragast med alle hine, som
staakade fram paa golvet, so havde han funnet han Tore.
Vaaren kom, og hon Aasiaug drog til støduls med fenaden.
Ner nu dagen lagde seg hejt yver dalen, fjellet rejs svalt upp
yver solrøyken, bjøllorna sungo, buhunden go, Aasiaug haukade
og bles paa ludr uppe i lidom, - daa fengo gutarne hjarta-ilt,
dår dej gjengo og vinnade nedpaa volden. Og fyrste
laugar-dagskvelden lagde dan ejne skjotar oppetter enn dan andre.
Men enndaa skjotar komo dej nedattr; fyre uppaa stødlen stod
ejn gut bak selsdyri, tok imot kver ejn, som kom, og
rund-julade han solejdes, at han sidan stendugt mintest dej ordi,
som fylgde med: "Kom ejn annan gong attr, so skal du faa
mejra!"
Ikkje rettar enn dej kunne skyna, so var dat bert ejn i dat
gjeldet, som aatte slik neve, og dat laut vera han Tore Neset.
Og alle dej rike gardmannsgutarne totte, dat var galet, at dan
husmannsbukken skulde stanga hægst uppe hjaa henne Aasiaug
Husaby.
Dat sama totte og gamle Knut, daa han spurde detta, og
han mejnte og, at var dat ingen annan, som kunne tygla han,
PgX 223
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
