Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - En glad gut - Tredje kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
GLAD GUT
anden plan. Af en askekop, som stod i den krog, han netop
forlod, tog han nogle kulstykker til sig, fandt sig en tyrispik,
gik op på laven, lukkede efter sig og slog ild. Da han havde
fåt spiken tændt, lyste han op efter den nab, hvorpå Anders
hængte sin lygte, når han om morgenen tidlig kom for at
tærske. Baard tog sit Guldur op og hængte det fra sig på
nabben, slukkede så sin spik og gik, og da var han så lettet,
at han sprang henover sneen som en ung gut.
Dagen efter hørte han, at laven var nedbrændt samme nat.
Ventelig havde gnister faldt ned af den spik, som skulde lyse
ham, mens han hængte fra sig uret.
Dette overvældede ham således, at han den dag blev
siddende som en syg, tog sin salmebog frem og sang, så folk i
huset trodde, her var noget galt på færde. Men om kvælden
gik han ud; det var stærkt måneskin, han gik til broderens
plads, gravede efter i brandtomten - og fandt ganske rigtig
en liden sammensmeltet guldklump; det var uret.
Med den i næven var det, han gik ind til broderen hin
kvæld, bad om fred og vilde forklare sig. Men før er fortalt,
hvordan det da gik.
En liden jente havde set ham grave i brandtomten, nogle
gutter, som gik til dans, havde foregående søndagskvæld set
ham gå nedover mod pladsen, folkene i huset forklarede om,
hvor underlig han var mandag, og da nu alle vidste, at han
og broderen var bitre uvenner, blev det meldt, og forhør
optaget.
Ingen kunde bevise ham noget, men mistanken sad på ham;
han kunde nu mindre end nogensinde nærme sig broderen.
Anders havde tænkt på Baard, da laven brændte, men ingen
sagt det. Da han kvælden efter så ham bleg og forunderlig
træde ind i sin stue, tænkte han straks: nu har angeren slåt
ham, men for sådan forfærdelig gjærning mod sin bror får han
ikke tilgivelse. Siden hørte han om, at folk havde set ham gå
ned til husene samme kvæld, det brændte, og skjønt intet blev
oplyst ved forhøret, trodde han urokkelig, at Baard var
gjær-ningsmanden. De mødte hinanden ved forhøret, Baard i sine
gode klæder, Anders i sine lappede; Baard så hen til ham, da
han steg ind, og øjnene bad, så Anders kjendte det langt ind.
Han vil ikke, jeg skal sige noget, tænkte Anders, og da han
blev spurt, om han trodde broderen til hin gjærning, sagde han
højt og bestemt: "Nej".
Men Anders slog sig stærkt på drikken fra den dag, og det
17 - Bjørnson: Fortællinger (
241
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
