Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - En glad gut - Tredje kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
EN GLAD
gik meget dårligt med ham. Endnu dårligere var det dog med
Baard, skjønt han ikke drak; han var ikke til at kjende igjen.
Så kommer sent en kvæld en fattig kone ind i det lille
kammer, Baard bodde til leje i, og bad ham følge med ud
lidt. Han kjendte hende, det var broderens kone. Baard
forstod straks, hvad ærend hun førte, blev ligbleg, klædte på sig
og fulgte uden at tale et ord. Det lyste ud fra Anders’s vindu
med svagt skin, det blinkede og lukkede sig, og de gik efter
lyset; ti der førte ingen sti over sneen. Da Baard atter stod
i svalen, slog der en underlig lugt imod ham, hvoraf han fik
ondt. De gik ind. Et lidet barn sad borti gruen og spiste
kul, var sort over alt ansigt, men så op og lo med hvide
tænder; det var broderens barn. Men borti sengen med alle slags
klæder over sig lå Anders, afmagret, med klar, høj pande, og
så hult på broderen. Baard skalv i knærne, han satte sig ned
ved sengefoden og brast i en ualmindelig stærk gråd. Den
syge så på ham uafbrudt og taug. Endelig bad han konen
gå ud, men Baard vinkede, hun skulde bli, - og nu begyndte
disse to brødre at tale sammen. De forklarede sig lige fra
den dag, de bød på uret, og ud igjennem til den, da de mødtes
her. Baard sluttede med at ta guldklumpen frem, som han
altid bar hos sig, og åbenbart blev det nu mellem brødrene,
at de i alle disse år ikke én dag havde følt sig lykkelige.
Anders sagde ikke stort, for han var ikke god til; men ved
sengen blev Baard siddende, så længe Anders var syg. "Nu
er jeg fuldkommen frisk," sagde Anders en morgen, han
vågnede; "nu, bror min, skal vi leve længe sammen og aldrig gå
fra hverandre, ligesom i gamle dage." Men den dag døde han.
Konen og barnet tog Baard til sig, og de havde det godt
fra den tid. Men hvad brødrene havde samtalet om ved
sengen, det sprængte ud gjennem væggene og natten, blev
bekjendt for alt folk i bygden, og Baard blev den mest agtede
mand imellem dem. Alle hilste på ham som på en, der har
havt stor sorg og atter fundet glæde, eller som på en, der
meget længe har været borte. Baard blev stærk af sind ved
denne venlighed omkring sig, han blev gudhengiven - og
vilde bestille noget, sagde han, og så gav den gamle korporal
sig til at være skolemester. Hvad han indprentede børnene
både først og sist, var kjærlighed, og selv øvede han den, så
ungerne holdt af ham som af en legekammerat og far på
én gang.
Se, denne historie var det, sorn gik om den gamle skole-
242 &£}
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
