- Project Runeberg -  Bjørnstjerne Bjørnsons Fortællinger /
245

(1907) [MARC] Author: Bjørnstjerne Bjørnson
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - En glad gut - Fjerde kapitel

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

EN GLAD GUT

vinterkvældens mørke ud som sorte klumper, hvorfra lys skar
ud over marken, snart fra ét vindu, snart fra et andet; det
syntes på lysene, at man havde det travelt inde. Ungdommen,
den voksne og halvvoksne, flokkede sig sammen fra
forskjellige kanter; de færreste gik vejen, eller forlod den i alle fald,
når de kom nær gårdene, og listede sig da frem, en bag fjøset,
et par under staburet, nogle for længe bag laven og skreg som
ræve, andre svarede langt borte som katte, en stod bag
ildhuset og gjødde som en gammel, sint hund, for hvem kvinten
var brusten, indtil der skede almindelig jagt. Jenterne kom
dragende i store flokker, havde nogle gutter, helst smågutter,
med sig, slogs omkring dem langs vejene for at synes karer.
Når en sådan jenteflok kom tilgårds, og en eller anden af de
voksne gutter fik se dem, skilte jenterne sig, fløj ind i gangene
eller ned i haven og måtte drages frem og ind, én for én.
Somme var så rent undselige, at der måtte gå bud efter Marit,
hun kom da ud og stivnødede dem. Somme tider kom der
også en, som oprindelig ikke var buden, og hvis hensigt det
slet ikke var at gå ind, men bare se på, indtil det blev så, at
hun blot skulde ta en eneste dans. De, som nu Marit likte
godt, bad hun ind til selve kårfolkene i et lidet kammer, hvor
gamlen sad og røgte, og bestemor gik omkring; de blev da
skjænkede og vel tiltalte. Øyvind var ikke blandt dem, og
dette faldt ham noget underligt.

Bygdens gode spillemand kunde ikke komme før senere,
så de indtil da måtte hjælpe sig med den gamle, en husmand,
som de kaldte Grå-Knut. Han kunde fire danse, nemlig to
springere, en halling og en gammel, såkaldt Napoleonsvals;
men lidt efter lidt havde han måttet gjøre hallingen om til
skotsk ved at forandre takten, og en springdans måtte på
samme måde bli til polka mazurka. Han spillede nu op, og
dansen begyndte. Øyvind turde ikke gå med straks, ti her
var for mange voksne; men de halvvoksne slog sig snart
sammen, puffede hverandre frem, drak lidt stærkt øl til hjælp, og
da kom også Øyvind med; hedt blev der i stuen, lystigheden
og øllet steg dem til hodet. Marit var mest på gulvet den
kvæld, ventelig fordi laget stod hos hendes besteforældre, og
dette gjorde, at også Øyvind så ofte til hende; men altid
dansede hun med andre. Han vilde gjærne selv danse med hende,
derfor sad han over en dans for at kunne springe bort til
hende, straks den sluttede, og det gjorde han, men en høj,
sortsmudsket kar med stærkt hår kaster sig foran ham. "Væk,

9^245

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Tue Nov 12 12:14:40 2019 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/bjorfort/0263.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free