- Project Runeberg -  Bjørnstjerne Bjørnsons Fortællinger /
247

(1907) [MARC] Author: Bjørnstjerne Bjørnson
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - En glad gut - Fjerde kapitel

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

^^^^^^ EN GLAD GUT

og glor på mig?" spurte Jon. Da lo Marit og sagde: "Det er
husmandsgutten på pladsen."

Øyvind havde jo altid vidst, han var husmandsgut; men før
nu havde han aldrig følt det. Han kjendte sig ligesom så liden
i kroppen, kortere end alle andre; for at holde sig oppe måtte
han forsøge! at tænke på alt det, som hidtil havde gjort ham
glad og stolt/ lige fra kjælkebakken til de enkelte ord. Da han
også tænkte på sin far og mor, der sad hjemme og trodde, at
han nu havde det godt, syntes han næsten ikke at kunne holde
gråden. Omkring ham lo og spøgte allesammen, felen Ijomede
lige ind i øret på ham, der var et øjeblik, hvor der ligesom
steg noget sort op, men så huskede han skolen med alle
kammerater og skolemesteren, som klappede ham, og præsten,
som ved siste eksamen havde givet ham en bog og sagt, han
var en dygtig gut; faderen havde selv siddet og hørt på og
smilt bortover til ham. "Vær nu snil, du Øyvind," syntes
han skolemesteren sige, idet han blev taget på fanget, som da
han var liden. "Herre gud, det er så lidet værdt altsammen,
og i grunden er alle mennesker snille; det ser bare ud, som
de ikke er det. Vi to skal bli dygtige, Øyvind, ligeså dygtige
som Jon Hatlen; skal nok få gode klæder og danse med Marit
i en lys stue, hundrede mennesker, smile og tale sammen, to
brudefolk, præsten, og jeg i koret, som ler over til dig, og mor
i huset, og stor gård, tyve kjør, tre hester og Marit god og
snil som på skolen–––-"

Dansen holdt op, Øyvind så Marit foran sig på bænken og
Jon ved siden med ansigtet tæt op til hendes; en stor,
stikkende smerte kom igjen i brystet, og det var, som om han
sagde til sig selv: det er jo sandt, jeg har ondt.

I det samme rejste Marit sig, og hun kom bent over til
ham. Hun bøjede sig ned over ham. "Du skal ikke sidde
sådan og nidstirre på mig," sagde hun; "du kan skjønne, folk
lægger mærke til det; tag dig nu nogen og dans med."

Han svarede ikke, men så på hende og kunde ikke for
det: øjnene løb fulde. Hun havde allerede lettet sig for at gå,
da hun så det og stansede; hun blev med én gang ildrød,
vendte sig om og gik til sin plads; men der vendte hun sig
igjen og satte sig et andet sted. Jon gik straks efter.

Han rejste sig fra bænken, gik ud mellem folket, ud på
gården, satte sig inde i en sval og vidste så ikke, hvad han
skulde der, rejste sig, men satte sig igjen, ti han kunde jo
ligeså godt sidde der som et andet sted. At gå hjem brydde

&& 247

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Tue Nov 12 12:14:40 2019 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/bjorfort/0265.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free