- Project Runeberg -  Bjørnstjerne Bjørnsons Fortællinger /
252

(1907) [MARC] Author: Bjørnstjerne Bjørnson
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - En glad gut - Femte kapitel

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

FN OI AD

E/l> \JCL,/-VLJ

på, og det faldt ikke en tvil i hans sjæl om, at det vilde lykkes.
Han havde en dunkel følelse af, at gjennem læsning vilde det
gå best; hvad mål den skulde bane, måtte han senere selv
tænke på.

Det blev kjælkeføre om kvælden, børnene kom på bakken,
men ikke Øyvind. Ved åren sad han og læste, og han havde
ikke et øjeblik at spilde. Etørnene ventede længe, tilsist blev
en og anden utålmodig, kom op, lagde ansigtet til ruden og
ropte ind; men han lod, som han ikke hørte. Der kom flere,
og kvæld efter kvæld; de gik udenfor i stor forundring; men
han vendte ryggen til og læste, kjæmpede trolig for at samle
mening. Senere hørte han, at Marit heller ikke kom. Han
læste med en flid, som selv faderen måtte sige gik for vidt.
Han blev alvorlig; ansigtet, der havde været så rundt og blødt,
blev magrere, skarpere, øjet hårdere, sjælden sang han, aldrig
legede han, det var, som tiden ikke slog til. Når fristelsen
kom på ham, var det, som nogen hviskede: "siden, siden!"
og bestandig: "siden." - Børnene rendte, ropte og lo en
stund som før, men da de ikke kunde kalde ham ud til sig
hverken med sin egen agende lystighed eller sine rop ind med
ansigtet på ruden, blev de efterhånden borte; de fandt andre
legepladse, og snart stod bakken tom.

Men skolemesteren mærkede snart, det var ikke den gamle
Øyvind, der læste, fordi det faldt’sig så, og legede, fordi det
var nødvendigt. Han talte ofte med ham, lokkede og ledte;
men det vilde ikke lykkes ham at finde guttens hjærte så let
som i gamle dage. Han talte også med forældrene, og ifølge
samråd kom han ned en søndagskvæld sist på vinteren og
sagde, da han havde siddet en stund: "Kom nu, Øyvind, så
skal vi gå ud, jeg vil gjærne tale med dig." - Øyvind tog på
sig og fulgte. Det bar opover mod Hejdegårdene, samtalen
gik godt, men om intet vigtigt; da de var komne nær gårdene,
bøjede skolemesteren af mod en, som lå i midten, og da de
kom længre frem, hørte de rop og lystighed derifra. "Hvad
er her påfærde?" spurte Øyvind. - "Her er dans," sagde
skolemesteren; "skal vi ikke gå ind?" - "Nej." - "Vil du
ikke gå med på en dans, gut?" - "Nej, ikke endnu." -
"Ikke endnu? Når da?" - Han svarede ikke. - "Hvad
mener du med: endnu?" - Da gutten ikke svarede, sagde
skolemesteren: "Kom nu, ikke slig snak." - "Nej, jeg går
ikke!" - Han var meget bestemt og dertil bevæget. "At din
egen skolemester skal stå her og bede dig gå til dans!" -

252-©^

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Tue Nov 12 12:14:40 2019 (aronsson) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/bjorfort/0270.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free