Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - En glad gut - Sjette kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
rømme bygden og komme igjen som præstens og hele
skolekommissionens tordnende dommer, men højmodig lade nåde
gå for ret. Til en begyndelse vilde han ta tjeneste i nabobygden
hos nabopræsten og der til næste år stå nummer l og svare,
så hele kirken måtte undre sig. Men den tolvte sad for sig
selv under klokken med begge hænder i lommen og så vemodig
ud over forsamlingen. Ingen her vidste, hvad byrde han bar,
hvilket ansvar han stod i. Hjemme var der en, som vidste det,
ti han var forlovet. En stor, langbenet kongle gik hen ad gulvet
og nærmede sig hans fod; han plejede at træde på det ækle
insekt, men idag løftede han kjærlig foden, for at den i fred
kunde gå did, den vilde. Hans stemme var blid som en kollekt,
hans øjne sagde vedholdent, at alle mennesker var gode, hans
hånd gjorde en ydmyg bevægelse ud af lommen og op i håret
for at lægge det mere glat. Blot han kunde smyge lempelig
igjennem dette farlige nåleøje, vilde han nok vokse ud igjen
på den andre siden, tygge tobak og gjøre forlovelsen offentlig.
Men nede på en lav skammel med benene i krog opunder sig
sad den urolige trettende; hans små, gnistrende øjne løb hele
stuen rundt tre gange i sekundet, og under det stærke, stride
hode væltede alle de tolvs tanker i en broget uorden, fra det
mægtigste håb til den mest sønderknusende tvil, fra de ydmygste
forsætter til de mest bygde-ødelæggende hævnplaner, og
imidlertid havde han spist op alt det ledige kjød på sin højre
tommelfinger, holdt nu på med neglene og sendte store stykker
bortover gulvet.
Øyvind sad borte ved vinduet, havde været oppe og havde
svaret på alt, hvorom han blev spurt; men ikke havde præsten
sagt noget, ej heller skolemesteren; han havde i over et halvt
år tænkt på, hvad begge vilde sige, når de fik vide, hvad han
havde arbejdet, og han følte sig nu meget skuffet, tillige
krænket. Der sad Marit, som for ulige mindre anstrængelse og
kundskab havde fået både opmuntring og løn; det var netop for at
stå stor i hendes øjne, han havde arbejdet, og nu nådde hun
leende, hvad han havde arbejdet til med så megen forsagelse.
Hendes latter og spas brændte ham på sjælen; den frihed,
hvormed hun bevægede sig, gjorde ham ondt. Han havde
undgået omhyggelig at tale med hende siden hin kvæld; der skal gå
år hen, tænkte han; men synet af hende, så glad og overlegen
hun sad der, det trykkede ham til jorden, og alle hans stolte
forsætter hang som vådt løv.
Han forsøgte dog lidt efter lidt at ryste af. Det kom an
256 ^?
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
