- Project Runeberg -  Bjørnstjerne Bjørnsons Fortællinger /
257

(1907) [MARC] Author: Bjørnstjerne Bjørnson
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - En glad gut - Sjette kapitel

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

på, om han idag blev nummer én, og herpå ventede han.
Skolemesteren plejede at bli lidt efter hos præsten for at ordne
ungdommen og siden gå ned og fortælle dem udfaldet; det
var jo ikke den endelige afgjørelse, men det var, hvad præsten
og han foreløbig var kommen overens om. Samtalen i stuen
blev livligere, efterhvert som flere blev prøvede og slap; men
nu begyndte de ærgjærrige at sondre sig stærkt ud fra de glade;
de sidste gik, så snart de havde fåt følge, for at meddele
forældrene sin lykke, eller de ventede for andres skyld, som ikke
var færdige; de første derimod blev mere og mere stille, øjnene
så spændte mod døren.

Endelig var ungdommen færdig, de sidste var komne ned,
og skolemesteren talte altså nu med præsten. Øyvind så til
Marit; hun var lige glad, men blev dog siddende, - om for
sin egen skyld eller andres, vidste han ikke. Hvor vakker
Marit var blevet; blændende fin i huden var hun som ingen,
han før havde set, næsen var lidt opkastet, munden småleende.
Øjnene var halvlukkede, når hun ikke netop så på én, men
derfor kom blikket altid med uventet magt, når det kom, -
og som hun selv vilde lægge til, at hun ikke mente noget med
det, smilede hun halvt i det samme. Håret var heller mørkt
end lyst, men det var småkruset og lå langt frem til begge
sider, så at de sammen med de halvlukkede øjne gav noget
dulgt, som man aldrig kunde bli færdig med. Man var ikke
ganske sikker på, hvem det var, hun så efter, når hun sad for
sig selv og imellem flere; heller ikke, hvad hun egentlig tænkte,
når hun så vendte sig til en og talte; ti hun tog ligesom straks
tilbage, hvad hun gav. Indunder alt dette er vel egentlig
John Hatlen gjemt, tænkte Øyvind, men så dog bestandig på
hende.

Da kom skolemesteren. Enhver forlod sin plads og stormede
omkring ham. "Hvad nummer har jeg?" - "End jeg?" - "End
jeg, jeg?" - "Hys, opløbne unger, intet spektakel her! - rolige,
så skal I få høre det, barn!" Han så sig langsomt om. "Du er
nummer 2," sagde han til en gut med blå øjne, der så bønlig på
ham, og gutten dansede ud af kredsen. "Du er nummer 3,"
- han slog på en rødhåret, rask liden en, som stod og sled
ham i trøjen; "du er mummer 5, du nummer 8" o. s. v. Han
fik se Marit: "Du er nummer l af jenterne;" hun blev
blussende rød over ansigt og hals, men forsøgte at smile. "Du
nummer 12, har været doven, din knægt, og en stor
skøjerfant; du nummer 11, ikke bedre at vente, gutten min; du num-

18 - Bjørnson: Fortællinger.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Tue Nov 12 12:14:40 2019 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/bjorfort/0275.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free