- Project Runeberg -  Bjørnstjerne Bjørnsons Fortællinger /
259

(1907) [MARC] Author: Bjørnstjerne Bjørnson
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - En glad gut - Sjette kapitel

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

det op og så ind i det forgrædte ansigt. "Tror du, det er
gud, som nu har været hos dig?" sagde han og holdt ham
venlig imod sig. Øyvind hulkede endnu, men kortere, tårerne
randt mere stille, men han turde ikke se på ham, som spurte,
ej heller svare. - "Dette, Øyvind, har været løn som forskyldt.
Du har ikke læst af kjærlighed til din kristendom og dine
forældre; du har læst af forfængelighed." - Der blev stilt i stuen
mellem hver gang, skolemesteren talte, Øyvind kjendte hans
blik hvile på sig, og han blev optøet og ydmyg under det. -
"Med sådan vrede i dit hjærte kunde du ikke ha mødt frem
for at ta pagten af din gud; kunde du vel, Øyvind?" - "Nej,"
stammede han, så godt som han formådde. - "Og stod du der
med forfængelig glæde over, at du var nummer l, stod du da
ikke frem med en synd?" - "Jo," hviskede han og skalv om
munden. - "Du holder endnu af mig, Øyvind?" - "Ja;" han
så op for første gang. - "Så skal jeg sige dig, at det var mig,
som fik dig flyttet ned; ti jeg holder så af dig, Øyvind." -
Den anden så på ham, blinkende nogle gange, og tårerne randt
tæt ned. - "Du har ikke noget imod mig derfor?" - "Nej;"
han så fuldt og klart op, skjønt stemmen var kvalt. - "Mit
kjære barn; jeg vil være om dig, så længe jeg lever."

Han ventede på ham, til han fik ordne sig og samle sine
bøger, sagde så, at han vilde følge ham hjem. De gik
langsomt hjemover, i begyndelsen var Øyvind endnu stille og
kjæmpende, men lidt efter lidt vandt han på sig selv. Han
var så overtydet om, at det forefaldne var det beste, som
nogensinde kunde ha truffet ham, og før han kom hjem, var
troen derpå bleven så stærk, at han takkede sin gud og sagde
det til skolemesteren. "Ja nu skal vi tænke på at nå noget i
livet," sagde skolemesteren, "og ikke løbe efter blindmænd og
numre. Hvad siger du om seminariet?" - "Jo, jeg vilde
gjærne did." - "Du mener agronomskolen?" - "Ja." -
"Den er vistnok også den beste; den gir andre udsigter end
en skolemesterstilling!" - "Men hvorledes skal jeg komme
did? Jeg har inderlig lyst, men ikke råd." - "Vær flittig og
brav, så skal der nok bli råd!"

Øyvind følte sig ganske overvældet af taknemlighed. Han
fik denne tindren for øjet, det lettede åndedrag, den uendelige
kjærlighedens ild, som bærer frem, når man føler menneskers
uventede godhed. Hele fremtiden forestiller man sig et
øjeblik som at vandre i frisk fjældluft; man bæres mere, end
man går.

9Z£L 259

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Tue Nov 12 12:14:40 2019 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/bjorfort/0277.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free