- Project Runeberg -  Bjørnstjerne Bjørnsons Fortællinger /
263

(1907) [MARC] Author: Bjørnstjerne Bjørnson
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - En glad gut - Syvende kapitel

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

EN GLAD GUT

ualmindelig stor skare havde samlet sig omkring den fritliggende
kirke; men konfirmationsungdommen gik straks ind i kirken
for at bli stillet op, før gudstjenesten begyndte. Da var det, at
skolemesteren i blå klæder, frakke og knæbukser, høje støvler,
stivt halsbind og piben stikkende frem af baglommen kom
nedover, nikkede og lo, slog en på skulderen, talte et par ord til
en anden om at svare højt og tydelig og kom under alt dette
nedover til fattigblokken, hvor Øyvind stod og svarede på alle
sin ven Hans’s spørsmål i anledning af rejsen. "God dag,
Øyvind, vakker idag," - han tog ham ved trøjekraven, som
vilde han tale med ham; "hør du, tror alt godt om dig. Nu
har jeg talt med præsten; du får beholde pladsen din; gå op
på nummer én og svar tydelig!"

Øyvind så forbauset op på ham, skolemesteren nikkede,
gutten gik nogle skridt, stod, atter nogle skridt, stod; jo vist er
det så, han har talt til præsten for mig, og gutten gik fort
opover. "Du skal jo være nummer én alligevel," hvisker en til
ham. "Ja," svarede Øyvind sagte, men vidste endnu ikke
rigtig, om han turde.

Opstillingen var færdig, præsten kommen, de ringede
sammen, og folk holdt på at strømme ind. Da så Øyvind Marit
Hejdegårdene stå lige foran sig, hun så også på ham, men
begge var så bundne af stedets hellighed, at de turde ikke hilse.
Han så blot, hun var skinnende vakker og havde bart hår,
mere så han ikke. Øyvind, som i over et halvt år havde bygget
så store planer på at stå lige over for hende, glemte, da det
kom til stykket, både pladsen og hende, og at han nogensinde
havde tænkt på dem.

Efterat alt var endt, kom slægtninger og kjendinger for at
aflægge sine lykønskninger, dernæst kom hans kammerater for
at ta farvel med ham, da de havde hørt, han skulde rejse den
næste dag; så kom mange små, som han havde åget med i
bakkerne, og som han havde hjulpet på skolen, og det var
ikke frit, at de putrede lidt ved afskeden. Sist kom
skolemesteren, tog ham og forældrene taus i hånden og gjorde tegn
til at gå; han vilde følge. De fire var atter sammen, og det
skulde nu være siste kvæld. På vejen var der endnu mange,
som tog farvel og ønskede ham til lykke, men ellers taltes de
ikke ved indbyrdes, før de sad hjemme i stuen.

Skolemesteren prøvede på at holde dem ved godt mod; det
var ikke mere end så, at de alle tre gruede nu, når det kom
til stykket, for hele to års fravær, da de hidtil ikke havde været

?*QL 263

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Tue Nov 12 12:14:40 2019 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/bjorfort/0281.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free