- Project Runeberg -  Bjørnstjerne Bjørnsons Fortællinger /
274

(1907) [MARC] Author: Bjørnstjerne Bjørnson
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - En glad gut - Niende kapitel

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

EN GLAD

tagne i stuen og kammeret, hvidt glas kommet i stedet for grønt
og vinduskarmen større. Da han kom ind, var alting så
forunderlig småt, som han slet ikke havde husket det, men så
muntert. Klokken kakkede som en fed høne, stolene var
udskårne, næsten som de vilde snakke, hver kop på det dækkede
bord kjendte han, gruen smilte så hvidkalket velkommen; løv
stod og duftede langs væggene, ener lå strøet på gulvet og talte
om højtid. De satte sig ned for at spise; men der blev dog
ikke stort spist, ti han snakkede uden ophør. De betragtede
ham nu hver enkelt med mere ro, opdagede forskjel og lighed,
så på det, som var aldeles nyt ved ham, lige til de blå
klædes-klær, han gik i. Engang han havde fortalt en lang historie om
en af sine kammerater og endelig sluttede, så der blev en liden
stans, siger faderen: "Jeg forstår næsten ikke et ord af, hvad
du siger, gut, du taler så overhændig fort." - De slog i en
latter allesammen, og Øyvind ikke mindst; han vidste meget
godt, det var sandt, men det var ham ikke muligt at tale
langsommere. Alt det ny, han på sin store utfærd havde set og
lært, havde saaledes grebet hans indbildningskraft og opfatning
og saaledes jaget ham ud af vante forhold, at kræfterne, der
længe havde hvilet, var som opskræmte, og hodet kom i
uafladeligt arbejde. Endvidere lagde de mærke til, at han havde for
vane, hist og her rent vilkårlig at ta to, tre ord op igjen, atter
og atter op igjen af lutter travlhed; det var, som han snublede
over sig selv. Somme tider faldt det latterligt, men så lo han,
og glemt var det. Skolemesteren og faderen sad og spejdede,
om noget af omtanken var godt bort; men det lod ikke så:
han huskede alt, var selv den, som mindede om, de burde
losse båden, pakkede straks ud sit tøj og hængte op, viste frem
sine bøger, sit ur, alt det nye, og det var vel bevaret, sagde
moderen. I sit lille værelse var han overmåde glad; han vilde
være hjemme for det første, sagde han, hjælpe til med
hø-ånnen og læse. Hvor han siden skulde hen, vidste han ikke;
men det var ham akkurat det samme. Han havde fåt en
raskhed og kraft i tænkningen, som forfriskede, og en livlighed,
i at udtrykke sin følelse, som gjør den så godt, der hele året
igjennem blot lægger an på at holde tilbage. Skolemesteren
blev 10 år yngre.

"Nu er vi komne så langt med ham," sagde han strålende,
da han rejste sig for at gå.

Da moderen var kommen ind fra det sædvanlige følge

274

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Tue Nov 12 12:14:40 2019 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/bjorfort/0292.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free