Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - En glad gut - Niende kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
til stenhellen, bad hun Øyvind ud i kammeret. "Der er en,
som venter på dig kl. 9", hviskede hun. - "Hvor?" -
"Oppå berget.«
Øyvind så på klokken, og den gik til 9.. Inde kunde han
ikke vente, men gik ud, kløv op over berget, stansede deroppe
og så. Hustaget lå tæt opunder; buskene på taget var blevne
store, alt ungtræ omkring, hvor han stod, var også vokset, og
han kjendte hvert et. Han så nedover vejen, som gik langs
berget og havde skogen på den andre siden. Vejen lå grå og
alvorlig, i men skogen stod med al slags løv; trærne var høje
og bent ^voksne, inde i den lille bugt lå et fartøj for slappe
seil; det var lastet med planker og ventede vind. Han så ud
over vandet, som havde båret ham frem og tilbage; det la stille
og blankt, nogle sjøfugle fløj over, men uden skrig; ti det var
sent. Faderen kom gående fra kværnen, stansede på stenhellen,
så udover ligesom sønnen, gik derefter ned mod vandet for at
forsyne båden mod natten. Moderen kom ud på den ene side
af huset; ti hun kom fra kjøkkenet; hun så op mod berget,
idet hun gik over tunet med noget til hønsene, så atter op og
nynnede. Han satte sig ned for at vente; småskogen vokste
tæt, så han ikke kunde se langt indover, men han lyttede til
den mindste støj. Længe var der blot fugl, som fløj op og
narrede ham, snart igjen et ikorn, som hoppede over i et andet
træ. Men endelig knager det længer borte, stanser lidt, knager
igjen; han rejser sig, hjærtet banker, og blodet sprøjter ham
til hodet; da bryder det i buskene tæt ved ham, men det er
en stor, lådden hund, som kommer og ser ham, stanser da på
tre ben og rører sig ikke. Det var hunden på
Øvre-Hejdegår-dene, og tæt bag den knager det igjen, hunden vender hodet
og logrer; nu kommer Marit.
En busk holdt kjolen, hun vendte sig for at løse, og sådan
stod hun, da han først så hende. Hun havde bart, oprullet hår,
sådan som jenterne plejede at gå i hverdagslaget, hun havde
en stærk, rudet livkjole uden ærmer, intet om halsen uden
den nedfaldende linnedkrave; hun havde stjålet sig lige fra
markarbejdet og havde ingen pynt turdet gjøre. Nu så hun op
på skakke og smilte; det lyste i de hvide tænder og under de
halvlukkede øjelåg; hun stod sådan lidt og pillede, men så
kom hun og blev mere og mere rød for hvert skridt. Han gik
hende til møde, tog hendes hånd mellem begge sine. Hun så
dybt ned, og sådan stod de.
275
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
