Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - En glad gut - Tiende kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
godt, du!" sagde Øyvind. "Jeg har betaling for det," svarede
gutten. På spørsmål, om han skulde ha svar, lød det nej, og
han tog vejen hjem igjen over berget; ti der kom nogen efter
ham oppi vejen, sagde han. Øyvind åbnede brydsomt
seddelen; ti den var først lagt sammen i en strimmel, dernæst var
den knyttet, så forseglet og tillakket, og i sedlen stod:
"Nu er han på fflarseo; mtn dtt g&r langsomt. Spring på
skogen, og gjem dig!
Den, du ved."
"Nej, om jeg gjør," tænkte Øyvirtd og så trodsig opover
bakkerne. Det varede heller ikke længe, før en gammel mand
viste sig øverst i bakkerne, hvilte, gik lidt, hvilte igjen; både
Thore og konen stansede for at se på. Men Thore smilte
snart, konen derimod skiftede farve. "Kjender du ham?" -
"Ja, her et just ikke let at ta fejl."
Far og søn begyndte på ny at bære hø; men den siste
passede det så, at de altid fulgtes. Den gamle oppi bakken
kom langsomt nærmere ligesom et tungt vestenvejr. Han var
meget høj og noget førlig; han havde onde ben og gik fod for
fod med svær holdning og stav. Han kom snart så nær, at
de kunde se ham nøje; han stansede, tog huen af hodet og
tørkede sveden med et tørklæde. Han var ganske skallet langt
bagover; han havde et rundt sammenfoldet ansigt, små
gnistrende, plirende øjne, buskede bryn og alle tænder i munden.
Når han talte, var det med en skarp, gnældrende stemme, der
hoppede som over grus og sten; men på et og andet "r" hvilte
den med stort velbehag, trillede så henover det i flere alens
længde og gjorde i det samme et vældigt hop i tonen. Han
havde i yngre dage været bekjendt for en munter, men hidsig
mand; på sine gamle var han ved mange slags modgang blevet
ilter og mistænkelig.
Thore og sønnen gjorde mange venderejser, før Ole kunde
vinde frem; de forstod begge, at han ikke kom for det godes
skyld, derfor var det så meget pudsigere, at han aldrig nådde.
De måtte begge gå der meget alvorlige og tale ganske sagte,
men da dette aldrig tog ende, blev det løjerligt. Blot et halvt
ord, som træffer, kan under sådanne omstændigheder tænde
latter, og allerhelst, når der er fare forbunden med at le. Da
han tilsist var nogle favne borte, men som aldrig tog ende,
278 S^
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
