Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - En glad gut - Tolvte kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
EN GLAD
"Nogle hundre?" - "Lidt til." - "Lidt til? Øyvind, lidt til!
Gud bevare mig, forgård det skal bli!" Han reiste sig og storlo.
"Jeg må følge med dig op til Marit," siger Øyvind; "vi
bruger skydsen, som står udenfor, så går det fort." - "Ja,
fort, fort! Vil du også ha alting fort?" - "Ja, fort og galt."
- "Fort og galt! Akkurat som da jeg var ung, akkurat!" -
"Her er huen og stokken; nu jager jeg dig!" - "Du jager
mig, ha, ha! men du følger, ikke sandt, du følger? Kom I
andre med; i kvæld må vi sidde sammen, så længe der er
glød i kullet; kom med!" - De lovede dette, Øyvind hjalp
ham i vognen, og de kjørte afsted op til Nordistuen. Deroppe
var ikke den store hunden den eneste, som blev forundret, da
Ole Nordistuen kjørte ind på gården med Øyvind Pladsen.
Mens Øyvind hjalp ham ud af vognen, og tjenere og lejefolk
gabede på dem, kom Marit ud i gangen for at se, hvad
hunden gjødde så vedholdende på, men stansede som fasttryllet, blev
sprudende rød og løb ind. Gamle Ole ropte imidlertid så
forfærdelig på hende, da han kom i stuen, at hun måtte møde frem
igjen. "Gå hen og fli dig, jente; her er han, som skal ha gården!"
"Er det sandt?" siger hun uden selv at vide af det også højt,
at det klang, "Ja, det er sandt!" svarer Øyvind og klapper
i hænderne; dermed svinger hun om på tåen, kaster det, hun
har i hånden, langt fra sig og løber ud; men Øyvind efter. -
Snart kom skolemesteren, Thore og konen; den gamle
havde fåt lys på bordet, dækket med hvid dug; vin og øl bødes,
og selv gik han bestandig omkring, løftede benet endnu højere end
sædvanligt, men dog bestandig højre fod længere op end venstre.
#
Førend denne lille fortælling ender, kan meldes om, at
fem uger efter blev Øyvind og Marit viede i sognets kirke.
Skolemesteren styrede selv sangen den dag, da hans
hjælpeklokker var syg. Han var brusten i målet nu, for han var
gammel; men Øyvind syntes, det gjorde godt at høre ham.
Og da han havde givet Marit hånden og ført hende op til
alteret, nikkede skolemesteren mod ham fra koret, akkurat som
Øyvind havde set det, da han sørgmodig sad ved hin dans;
han nikkede igjen, mens tårerne vilde op.
Hine tårer ved dansen var indgangen til disse her, og
imellem dem lå hans tro og hans arbejde.
Her ender forællingen om en glad gut.
296
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
