Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Fiskerjenten - Første kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
et pludseligt ryk, han bukkede, som var han ledeløs, for atter
straks at bli stiv, han var blevet den virkeliggjorte høflighed,
men altsammen uden at mæle et ord, og hurtig, med en viss
skyhed. Sit navn skrev han ikke længer Olsen, men Ohlsen,
hvilket gav byens vittige hode lejlighed til følgende spørsmål:
"Hvor langt kom Peter Olsen i Hamburg?" Svar: "Til det
første bogstav." Han pønsede også på at kalde sig "Pedro";
men da han døjede så megen harm for h’ets skyld, opgav han
det og skrev sig P. Ohlsen. Han udvidede faderens handel
og ægtede allerede i sit to og tyvende år en rødhændet
butikjomfru, forat hun skulde holde hus; ti faderen var just blevet
enkemand, og det var sikrere at ha kone end husholderske.
Årsdagen derefter fik hun en søn, som ugedagen derefter hed
Pedro. Da værdige Per Olsen var blevet bestefar, følte han
som et indre kald til at bli gammel. Han overlod derfor
handelen til sønnen, satte sig udenfor på en bænk og røgte
skråtobak af en snadde. Og da han en dag tog på at kjede sig
derude, ønskede han, at han snart måtte få dø, og ligesom
alle hans ønsker stilfærdig var gangne i opfyldelse, således gik
også dette.
Havde nu sønnen Peter arvet udelukkende den ene side af
faderens evne, handelssluheden, så syntes sønnesønnen Pedro
udelukkende at ha arvet den anden, tonekvikheden. Han lærte
meget sent at læse, men meget tidlig at synge, han blæste fløjte
så godt, at man måtte være blevet det var, han var fin af syn
og blød af sind. Men dette kom bare faderen til ulejlighed,
såsom hans egen travle nøjagtighed skulde opdrages i gutten.
Når han så glemte noget, blev han ikke udskjældt og banket,
som faderen var blevet, men han blev klepet. Dette skede
ganske stille, med en venlighed, man næsten kunde kalde høflig,
men det skede ved hver mindste lejlighed. Moderen talte hans
blå og gule pletter hver kvæld, hun klædte ham af, og kyssede
på dem, men hun gjorde ingen modstand; ti hun blev selv
klepet. For hver rift på hans klæder, der var faderens
omsyede hamburgere, for hver plet i skolebøgerne stod hun i
skyld. Det hed derfor altid: "Ikke det, Pedro! vogt dig,
Pedro! husk, Pedro!" – han var ræd faderen og blev kjed
moderen. Blandt kammeraterne døjede han ikke ondt, da han
straks gråt og bad for sine klæder; men han blev kaldt
vissenpind og ikke videre vyrdt. Han lignede en syg, fjærløs
andunge, som alle steder hinkede efter flokken og sprang langt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
