Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Fiskerjenten - Første kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Hun var af de naturer, som blot kan elske, hvad der er
svagt, hvad de har båret på sine hænder: hun havde tænkt at
være i byen i to dage, hun blev i to måneder. I disse to
måneder voksede han mere end i al sin øvrige ungdom; han
løftedes så vidt op af drøm og døs, at han lagde planer; han vilde
bort, han vilde lære at spille! Men som han atter en dag
ytrede dette, blev hun bleg og sagde: "Ja, men så må vi
gifte os først." Han så på hende, hun så vist igjen, de
blev begge ildrøde, og så sagde han: "Hvad vilde folk sige
til det?"
Gunlaug havde ikke tænkt over, at han kunde ville andet
end det, hun vilde, fordi hun aldrig kunde ville andet end det,
han vilde. Men nu så hun det lige ind i sjælen på ham, at
han aldrig en stund havde tænkt på at dele andet med hende
end det, hun gav. Hun opdagede i ét minut, at sådan havde
det været hele deres liv. Hun havde begyndt i medlidenhed
og sluttet i kjærlighed til det, som hun selv havde været god
imod. Havde hun nu havt sindighed blot en liden stund; ti
han så hendes opluende harme, blev ræd og ropte: "Jeg vil!"
– hun hørte det; men harmen over egen dumhed og hans
usselhed, over egen skam og hans fejghed kogte i en sådan
glødende hast op mod sprængningens stund, at aldrig er en
kjærlighed, begyndt i barndom og aftensol, vugget af bølger og
måneskin, ledsaget af fløjte og sagte sang, endt bedrøveligere;
ti hun greb ham med begge sine hænder, løftede ham og ret
af hjærtens fylde rundjulede ham, rodde derpå tilbage til byen
og gik over fjældene med det samme.
Han var sejlet ud som en forelsket yngling, der er på vej
til at erobre sin manddom, han rodde hjem igjen som en
olding, der ingen manddom har havt. Kun én erindring ejede
hans liv, og den havde han dårlig tabt; kun ét steg i verden
havde han at ta tilbage til, og did turde han ikke mere komme.
I grubleriet over sin egen elendighed, og hvordan egentlig dette
altsammen var kommet, faldt hans foretagsomhed ned som i
en myr og kom aldrig mere op. Byens smågutter, som havde
mærket sig hans underlighed, begyndte snart at plage ham, og
da han var byen en uklar person, såsom ingen rigtig vidste,
hverken hvad han levede af eller tog sig for, så faldt det heller
ingen ind at værge ham. Han turde snart ikke mere gå ud, i
alt fald ikke på gaden. Hans hele tilværelse blev en kamp
med smågutter; de øvede måske samme nytte som myg i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
