Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Fiskerjenten - Tredje kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
dertil hans tilbageholdenhed, hans bestandige udenlandsrejser
og alles frygt for at tale med ham, så kan man skjønne, at
han blev noget hemmelighedsfuldt, som man tillagde alle mulige
evner og sin egen bedre dom. Da denne mand nedlod sig til
at ta Fiskerjenten op i sin daglige omsorg, var hun adlet.
Nu vilde den ene som den anden også ta sig af hende,
især kvinder. Hun kom en dag klædt i alle regnbuens farver:
hun havde taget alle sine foræringer på sig og trodde, hun
rigtig var efter hans smag, da han altid vilde ha hende pen.
Men aldrig før så han hende, før han forbød hende nogensinde
at ta mod noget; han kaldte hende forfængelig, tosset: hun
satte sig bare tomme mål og tog sin glæde af narrestreger. Da
hun næste morgen kom med forgrædte øjne, tog han hende
med på en spadsertur ovenfor byen. Nu fortalte han hende
om David, således som han idelig tog nu denne, nu hin
skikkelse og gjorde det velkjendte nyt for hende. Først skildrede
han ham i hans ungdom, som han gik der, skjøn og rig på
kræfter og i sorgløs tro. Derfor kom han med i triumftog, før
han endnu var voksen. Han blev fra hyrde kaldt til konge,
han bodde i huler, men han endte med at bygge Jerusalem.
Han sad i fagre klæder og spillede for den syge Saul, men
da han selv var blevet en syg konge, spillede og sang han for
sig selv, klædt i angerens pjalter. Da han havde øvet sine
storværk, hvilede han ud hos synden, så kom profeten og straffen,
og han blev atter barn. David, som kunde løfte alt herrens
folk op i lovsang, lå selv sønderknust for herrens fod. Var
han skjønnest, når han sejerkronet dansede foran arken efter
sine egne sange, eller når han i sit lønkammer betlede om nåde
af den straffende hånd?
Hun havde natten efter denne samtale en drøm, som hun
hele sit senere liv ikke glemte. Hun var nemlig kommet op på
en hvid hest i triumftog, men samtidig dansede hun selv foran
hesten i pjalter.
God tid efter var det, at Pedro Ohlsen, som hun siden hin dag
i haven havde set komme altid nærmere, en kvæld hun sad
ved skogkanten ovenfor byen og læste sine lekser, gik tæt
forbi og med et underligt smil hviskede: "God kvæld!" –
Skjønt år var gåt, stod moderens forbud mod at tale med ham
så stærkt for hende, at hun ikke svarede. Men dag efter dag
gik han forbi på samme måde og altid med samme hilsen;
tilsidst ventede hun ham, når han ikke kom. Snart gjorde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
