- Project Runeberg -  Bjørnstjerne Bjørnsons Fortællinger /
317

(1907) [MARC] Author: Bjørnstjerne Bjørnson
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Fiskerjenten - Tredje kapitel

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

velkommen, han talte med alle, lo til alle, – i gaden frem og
tilbage så man den lyse hat over det lyse hår og hørte den
lyse latter. Da Petra og hendes mor kom ud, var han den
første, de stødte på, og som om de virkelig havde stødt til ham,
for han tilbage for Petra, som han ikke kjendte igjen.

Hun var blevet høj, ikke som moderen, men dog højere end
de fleste, let, fin, kjæk, moderen og ikke moderen i bestandigt
vekselblink. Selv den unge kjøbmand, som blev ved at følge,
kunde ikke længer drage de spadserendes blikke til sig; de to,
mor og datter tilsammen var et mere fremmed syn. De gik
hurtig uden at hilse, fordi de sjælden hilstes af andre end
sjømænd, men kom endnu hurtigere udover gaden igjen; ti de
hørte, at Ødegaard netop havde taget hjemmefra til
dampskibet, som straks skulde gå. Petra skyndte især på; hun
måtte, hun måtte få hilse og takke ham, før han rejste, det
var jo synd af ham at rejse således fra hende! Hun så på
ingen af alle dem, som så på hende, det var dampskibsrøgen
over tagene, hun så, og den syntes hende at fjærne sig. Da
de kom til bryggen, lagde dampbåden netop ifra, og med
gråden i halsen ilede hun videre ud i alléen, hun mere sprang
end gik, og moderen skridtede efter. Da dampbåden havde
brugt tid til at vende på havnen, kom hun snart nok til at kunne
springe ned i fjøren, stige op på en sten og vifte ud med sit
lommetørklæde. Moderen stod igjen i alléen og vilde ikke gå
ned; Petra viftede – højere og højere viftede hun; men der
var ingen, som viftede igjen.

Da kunde hun ikke mere, men måtte for gråds skyld gå
de øvre veje hjem. Moderen fulgte, men i taushed. Det
kvistværelse, moderen havde skjænket hende idag, og hvor
hun havde sovet første gang i nat og imorges med så stor
glæde iført sig sin nye dragt, modtog hende nu i kvæld opløst
i gråd og uden et blik omkring sig; hun vilde ikke gå ned,
hvor sjømænd og gjæster var komne, sin konfirmationsdragt
tog hun nu af, hun sad på sin seng, til det blev nat, og
at være bleven voksen syntes hende det ulykkeligste, som
kunde være.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Tue Nov 12 12:14:40 2019 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/bjorfort/0335.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free