- Project Runeberg -  Bjørnstjerne Bjørnsons Fortællinger /
324

(1907) [MARC] Author: Bjørnstjerne Bjørnson
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Fiskerjenten - Fjerde kapitel

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

så var han ikke kommen i skjul og om aftenen. – Harm og
skam gnagede sig så meget dybere ind, som hun havde
vænnet sig selv af med at tro sig til nogen. Intet under derfor,
at hun, første gang hun traf ham igjen, ham, som alle disse
vrede og skamfulde tanker drejede sig om, blev så stærkt
rød, at han måtte mistyde det, og, da hun følte dette, endnu
rødere.

Hurtig bøjede hun hjem igjen, rev kjæden til sig, og skjønt
det endnu var dag, satte hun sig ovenfor byen for at vente på
ham: nu skulde han få den tilbage! Hun følte sig sikker på,
han vilde komme; ti også han var blevet rød ved at se hende,
og han havde været borte den hele tid. Men snart begyndte
disse tanker at tale til fordel for ham. Han var ikke blevet
rød, hvis hun havde været ham ligegyldig; han var kommen
før, havde han før været hjemme. Det tog på at bli noget
skymt; ti på disse tre uger havde det mørknet stærkt. Men
med mørkningen vender ofte vore tanker. Hun sad tæt
ovenfor vejen mellem trærne; hun kunde se, men ikke sees. Da
det havde varet en stund, og han ikke kom, vilde modstridende
følelser lue op; snart i harm, snart i angst lyttede hun; hver,
som kom, hørte hun længe, før hun så, men det var aldrig
ham. Fugle, som byttede sæde i halvsøvne mellem bladene,
kunde skræmme hende, så spændt som hun sad; hver lyd fra
byen, hvert rop drog hende til sig. Et stort skib hejsede
anker under opsang, det vilde varpe udover i natten for at få
godt af den første morgenbris. Kunde hun følge med på
storsjøen, hun længtes! Opsangen blev hendes egen, de klingende
tag i spillet gav løftekraft, hvortil, hvorhen? – Da stod den
lyse hat på vejen, lige foran hende, hun sprang op, og uden
videre løb hun, og under løbet huskede hun, at hun ikke burde
ha løbet; det var fejl i fejl, derfor blev hun stående. Da han
trådte til, hvor hun stod mellem trærne, stod hun og åndede,
så han hørte hvert drag, og den samme magt, som hun den
forrige gang i sin frejdighed havde havt over ham, øvede hun
idag i sin frygt; han så meget undselig, ja, forvirret ud og
hviskede: "Vær ikke bange!"

Men hun skalv, det så han. Da vilde han gi hende tillid
ved fast at ta hendes hånd, men ved den første kjendsel af
hans hånd sprang hun op som brændt af ild – og afsted påny,
– mens han blev stående.

Hun løb ikke langt, hun havde ikke mere vejr, det jagede,

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Tue Nov 12 12:14:40 2019 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/bjorfort/0342.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free