- Project Runeberg -  Bjørnstjerne Bjørnsons Fortællinger /
329

(1907) [MARC] Author: Bjørnstjerne Bjørnson
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Fiskerjenten - Fjerde kapitel - Femte kapitel

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

        Det første mødes sødme,
        det er som sang i skoven,
        det er som sang på voven
        i solens siste rødme, -
        det er som horn i uren
        de tonende sekunder,
        hvori vi med naturen
        forenes i et under.

*



FEMTE KAPITEL.

Næste morgen sad Petra på sit værelse halvt påklædt og
kunde den hele dag ikke komme længre. Hver gang hun
påny tog fat, sank armene i hendes fang. Som fuldmodent
aks, som rige klokker på marken bøjede sig hendes tanker.
Stilhed, tryghed, bølgende syner lå over de lyse slotte, hvori
hun bodde. Hun levede op igjen mødet fra igår, hvert ord,
hvert blik, hvert håndtryk, hver kys; hun vilde gå hele
fremgangen efter fra møde til afsked, men kom aldrig til ende; ti
hver enkelt erindring blånede bort i drøm, og alle drømme
kom tilbage med forjættelse. Så sød nu denne var, måtte hun
skyve den fra sig for atter at kunne huske, hvor hun slap;
men straks hun huskede det, var hun atter borte i det
vidunderlige.

Da hun ikke kom ned, tænkte moderen, at hun igjen havde
taget fat på læsningen, siden Ødegaard var kommen hjem;
hun fik sin mad op og skulde være i fred den hele dag. Først
mod kvælden rejste hun sig for at gjøre sig rede; hun skulde
gå sin kjærlighed til møde. Hun tog på det beste, hun ejede,
hele sin konfirmationsstas; den var ikke rig, men det følte hun
først nu. Hun havde havt så liden sans for pynt, men fik den
idag; det ene stykke gjorde det andet stygt, til de rette stykker
var sammenfundne, og da var dog det hele ikke smukt! Idag
vilde hun ha givet stort for at være den skjønneste, – med
ordet gled en erindring ind, som hun afviste med hånden;
intet, intet måtte træde nær, som turde gi uro. Hun gik selv
stille; sagte ordnede hun et og andet på sit værelse, da tiden
endnu ikke var der. Hun åbnede vinduet og så ud; røde,

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Tue Nov 12 12:14:40 2019 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/bjorfort/0347.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free